Den tidligere danske landsholdsprofil Nicklas Bendtner skal atter stå skoleret foran en dommer i Københavns Byret.

Her vil fodboldspilleren stå tiltalt for i alt syv forhold, der alle vedrører overtrædelse af færdselsloven.

Af anklageskriftet, som B.T. har fået aktindsigt i, fremgår det, at fem af de syv forhold vedrører kørsel uden kørekort, mens de resterende to forhold vedrører hastighedsovertrædelser.

Første tilfælde fandt ifølge politiet sted 9. juni sidste år, hvor Nicklas Bendtner dels kørte uden kørekort på Nørre Allé i København, ligesom han også kørte med mindst 58 kilometer i timen i et tættere bebygget område, hvor grænsen er 50 kilometer i timen.

Få måneder senere var den gal igen, da Nicklas Bendtner angiveligt bragede ud af Helsingørmotorvejen med 157 kilometer i timen, selvom grænsen her kun var 110. En sådan hastighedsovertrædelse medfører som udgangspunkt et klip i kørekortet, men heller ikke på det tidspunkt havde den tidligere Arsenal- og Juventus-stjerne ifølge politiet generhvervet kørekortet.

Det samme gjorde sig tilsyneladende gældende ved de resterende to forhold, som begge fandt sted i 2021.

Først på Færgestationsvej i Rødby i januar og en måned senere i februar på Amagermotorvejen i København - begge gange uden han ifølge politiet havde  generhvervet kørekortet.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf, ligesom de også mener, at hans Porsche Taycan Turbo S til omkring to millioner danske kroner skal konfiskeres.

En bil med 625 hestekræfter og med en tophastighed på 260 kilometer i timen.

Skulle Nicklas Bendtner ende med at blive kendt skyldig, så er det tredje gang, at han vil kunne træde ud af Københavns Byret med en dom i bagagen. I november 2018 blev han idømt en fængselsdom på 50 dage for vold mod en taxachauffør.

Den tidligere professionelle fodboldspiller accepterede dommen og endte med at afsone de 50 dage med fodlænke.

Hertil fik Nicklas Bendtner tilbage i 2013 frakendt sit kørekort i tre år samt en bøde på 842.000 kroner for at have kørt spirituskørsel.

Nicklas Bendtners forsvarer Anja Velbæk Mouridsen oplyser til B.T., at hendes klient erkender sig skyldig i de to forhold, der vedrører hastighedsovertrædelser, men afviser at have kørt uden kørekort.

Ifølge Anja Velbæk Mouridsen kører Nicklas Bendtner med et britisk kørekort, der også er gyldigt i Danmark.

Sagen mod Nicklas Bendtner begynder 27. april, og der er afsat knap tre timer til retsmødet.