Der var heftig aktivitet på tirsdagens sene aftentimer rundt omkring i Fodbolddanmark.

For på sidstedagen af sommerens transfervindue blev der nemlig lukket spillerhandler på kryds og tværs af hele verden.

Og Superligaen var da heller ingen undtagelse, hvor FC København blandt andet landede en af vinduets største handler kort inden midnat ved at hente det islandske stortalent Isak Bergmann Jóhannesson.

Noget, der tilsyneladende skulle fejres på festlig vis hos klubbens storaktionær Lars Seier Christensen.

58-årige Lars Seier Christensen.
58-årige Lars Seier Christensen. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

For den danske milliardær gav nemlig kort inden vinduets lukning et interview til FCKs fanmedie Copenhagen Sundays, hvor han gjorde status på klubbens transfervindue.

Med en øl i hånden og særdeles godt humør svarede han mumlende på spørgsmål nede på Café Dan Turéll i København, som han i øvrigt selv ejer.

Men efterfølgende er interviewet med FCK-bossen gået viralt på de sociale medier, hvor det har været heftigt debatteret blandt fodboldfans, om man som storaktionær kan tillade sig at kommentere på sin klub, mens der er alkohol indblandet.

Du kan se et udpluk af de mange kommentarer på Twitter herunder:

  • 'Folk griner af Lars Seier og synes, det sjovt. Jeg synes, er det pisse pinligt, at vores storaktionær sidder skidefuld og snakker på FC Københavns vegne.'
  • 'Altså, det er et gigantisk selvmål, det her. Det her glemmer folk ikke bare lige.'
  • 'At se Lars Seier sidde og snakke med Copenhagen Sundays pissestiv er dagens højdepunkt.'
  • 'Promillen er noget lavere, men bortset fra den del er jeg helt på linje med Seier. Det har været et fremragende vindue.'
  • 'Jeg vil hellere have en fuld aktionær, der er i dialog med fans, end en småhemmelig rigmand, der gemmer sig fra offentligheden.'
  • 'Helt objektivt bør sådan en opførsel ikke foregå hos nogen leder nogen steder. Med ansvar kommer også forpligtelser.'

Lars Seier Christensen på Café Dan Turéll.
Lars Seier Christensen på Café Dan Turéll. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

B.T. har været i kontakt med Lars Seier Christensen dagen derpå i forhold til, om man som storaktionær kan tillade sig at svare på spørgsmål om sin klub, når man er påvirket af alkohol.

Her er milliardærens svar dog iskoldt.

»Det har jeg overhovedet ingen kommentarer til. Det er der ingen, der skal blande sig i. Jeg håber, fans kan gå ud og hygge sig bare en gang imellem. Det tager jeg helt afslappet.«

Men var du fuld under interviewet?

»Det kan sagtens tænkes. Det er der vist mange, der er på gode aftener.«

Et efterfølgende kig på Copenhagens Sundays' Facebook-profil viser, at det virale klip med FCK-bossen ikke længere er at finde på fanmediets side.