'Boile, du har spillet 30 sekunder i år!'

Det er ikke meget, Nicolai Boilesen har hørt Ståle Solbakken råbe efter sig det seneste år, men den norske røst rungede i Telia Parken, da FC København-manageren skulle have sin venstre back til samling med resten af holdet.

Derinde på midten af banen stod et FCK-hold, der med fire-fem fridage i sidste uge havde fået lov at tømme hovederne for dårlige tanker efter en lang sæson – og inden en vigtig Europa League-kamp mod Basaksehir. Den miniferie havde Nicolai Boilesen ikke brug for på samme måde.

»Mandag til torsdag ved jeg ikke, om man kan kalde en ferie, men lad os sige det. Jeg har faktisk ikke holdt ferie. Jeg har trænet videre. Det havde min krop brug for, og jeg er nok ikke lige så smadret fysisk som nogle af vores andre spillere har været med så lang en sæson,« siger Nicolai Boilesen og fortsætter:

Foto: Martin Sylvest
Vis mere

»Men jeg har også været igennem et hårdt forløb i 12 måneder med genoptræning, så min krop kunne nok også godt på et tidspunkt bruge en lille ferie, men den regner jeg ikke med, at vi skal have fra i morgen. Jeg håber og tror på, at vi vinder, og så er der en kamp igen mandag.«

Nicolai Boilesen har – som Ståle Solbakken fik råbt efter ham foran både FCK-truppen og journalisterne – ikke spillet mange minutter i denne sæson. Det blev til to indhop og omkring en håndfuld minutter på banen.

Men det kan måske ændre sig mod Basaksehir. Her skal FC København forsøge at vende 1-0-nederlaget i den første kamp for næsten fem måneder siden til en sejr. Og Boilesen håber, at det bliver med ham på holdet.

»Jeg føler mig klar, så det er da første skridt hen mod en startplads på et tidspunkt,« siger han og fortsætter:

»Hvis jeg spiller, betyder det, at det er første kamp i lang tid, at jeg spiller fra start. Det ville være rigtig dejligt og et punktum på en lang sæson. Nu må vi se. Jeg ved ikke endnu hvordan og hvorledes. Men uanset hvad er det en fed kamp. Det er fedt at være med igen. Det er fedt at være med, hvor der er noget på spil for alvor i så stor en kamp, hvor vi kan kvalificere os til en kvartfinale. Det er ikke noget, man lige oplever hver dag i europæisk fodbold.«

Skulle FC København slå Basaksehir ud i den tilskuerløse Telia Parken onsdag aften, betyder det, at man møder vinderen af kampen mellem Manchester United og LASK. Her er Manchester United foran 5-0 efter første kamp, og en mulig kamp mod det engelske storhold er Boilesen mere end klar på.

»Jeg synes bestemt, at der er muligheder. De er et super dygtigt hold. De har også lige vundet det tyrkiske mesterskab, hvor der er mange dygtige hold med. De har også nogle store profiler,« siger Nicolai Boilesen og skynder sig ind til sin råbende manager.