En unavngiven spiller fra FC Barcelona er testet positiv for coronavirussen.

Det meddeler klubben onsdag formiddag på sin hjemmeside.

'Spilleren har ingen symptomer, er ved godt helbred og er blevet sat i karantæne i sit hjem,' lyder det.

Det drejer sig dog ikke om en af de spillere, der i disse dage forbereder sig til fredagens Champions League-brag mod Bayern München.

'Spilleren har ikke været i kontakt med nogle af de spillere, der er udtaget til torsdag at skulle rejse til Lissabon for at deltage i Champions League,' som det er formuleret på klubbens hjemmeside.

Den positive test er i stedet blevet foretaget blandt en af de ni nye og hjemvendte udlejede spillere, der tirsdag tog hul på træningen forud for den kommende sæson.

FC Barcelona har altså ikke sat navn på, hvem der er testet positiv. Men de ni spillere er: Pedri, Trincão, Matheus Fernandes, Todibo, Wagué, Aleñá, Rafinha, Miranda og Oriol Busquets.

Spillerne blev alle testet, da de mødte op til tirsdagens første træningssession.

Det er ikke mere end et par dage siden, at en anden af de resterende Champions League-deltagere ligeledes blev ramt af coronatilfælde. Det skete, da Atletico Madrid kunne melde ud, at der var foretaget to positive prøver i truppen eller staben.

Der er i øvrigt meget skrappe coronakrav til otte klubber, der endnu er tilbage i Champions League. Læs mere om det her

Og her kan du lige se, hvordan kvartfinalerne i turneringen ser ud:

  • Atalanta-PSG (onsdag)
  • RB Leipzig-LAtletico Madrid (torsdag)
  • Bayern München-FC Barcelona (fredag)
  • Manchester City-Lyon (lørdag)