Bold og bajer. For mange hænger de to ting tæt sammen, når fodbold opleves på stadion, og det gør sig i den grad også gældende for en hollandsk FC Twente-fan.

Søndag var der, ud over øl, rivalopgør på menuen for fodboldtilhængeren Christiaan Roetgering, da FC Twente og Willem II rendte ind i hinanden. Til trods for et intenst opgør med to røde kort var det overraskende nok ikke kampen, som løb med alle overskrifterne. Men derimod Christiaan Roetgering.

For Roetgering præsterede et imponerende syn, nemlig at bære 48 øl på én gang. Hovedpersonen selv er dog ikke synderlig forbløffet over sin bedrift.

»Det er ikke rekord. Min ven Jochen har tidligere formået at bære 50 øl på én tur,« siger Christiaan Roetgering til The Sun.

Det er altså, ifølge Twente-fanen, langtfra første gang, at De Grolsch Veste, som Twentes stadion hedder, har oplevet en flot transport af øl.

»Jeg tager altid til kampene med en gruppe venner, og hver gang har en af os jobbet at skulle hente øl.«

»Denne gang var det min tur, og jeg orkede ikke at gå frem og tilbage til baren.«

»Så jeg besluttede at få det hele på én gang,« siger han til mediet.

Efter kampen er billederne af Roetgering som sagt gået viralt, og det har han sagtens kunnet mærke på sin telefon.

»Jeg må have fået 300 venneanmodninger på Instagram. Jeg så highlights på tv om søndagen, og min telefon eksploderede bare,« siger han.

Dario Dumic sad på bænken for FC Twente. Kampen mod Willem II endte 1-1.

En anden, som tidligere er gået viralt, er danske Claus, der under EM-slutrunden i Parken også leverede en stor øloplevelse, da han bar 12 øl og en hotdog op ad trapperne.

Det kan du læse mere om her. Øverst i artiklen kan du også se et klip af, hvordan Claus bar sig ad med det.