Fodboldtræneren José Mourinho savner allerede fodbold, selv om det kun er to uger siden, han blev fyret i Tottenham.

Derfor har den 58-årige portugiser da også allerede fundet et nyt arbejde. Han skal være ekspert under sommerens EM-slutrunde hos talkSPORT. Det skriver Daily Mail.

Og José Mourinho glæder sig til sin nye arbejdsopgave.

»talkSPORT er fansenes station, og jeg kan ikke vente med at tilslutte mig. EM bliver en fantastisk turnering, og talkSPORT vil bringe al spændingen til fansene,« siger han og fortsætter:

58-årige José Mourinho.
58-årige José Mourinho. Foto: TOBY MELVILLE
Vis mere

»I mine snakke med holdet kan jeg mærke begejstringen for EM, og jeg er begejstret over at blive en del af det.«

Den nu tidligere Tottenham-træner behøvede ellers ikke at søge nye arbejdsmuligheder med det samme, da han fik små 170 millioner kroner i kompensation efter fyringen. Men han har en besættelse.

»Jeg er totalt besat af fodbold. Jeg elsker at arbejde, og nu har jeg ikke gjort det i lidt over en uge, og jeg savner det allerede.«

José Mourinhos arbejde under sommerens største fodboldbegivenhed stopper dog ikke her. Han skal således også skrive klummer eksklusivt for det engelske medie The Sun.

Som udgangspunkt kommer José Mourinho til at dække Englands tre gruppekampe, en ottendedelsfinale, to kvartfinaler, en semifinale og finalen for talkSPORT.

Portugiseren har trænet Porto, Chelsea, Inter, Real Madrid, Manchester United og Tottenham i sin karriere.