’Store patter!’.Fodboldens Etiske Råd tager nu sag op om sjofel sejrssang.

'Hvem var det, der vandt i dag, det var dem fra Danmark af - hey hey hey...Store patter!'

Det var ordene, der fløj ud af mundene på de danske herrelandsholdsspillere i omklædningsrummet efter, at deltagelsen til VM i Rusland 2018 var sikret med en 1-5 sejr over Irland tilbage i midten af november måned.

Sidenhen er landsholdet og DBU mødt af kritik, fordi grupper har ment, at slagsangen var sexistisk og krænkende, specielt når man tog in mente, at #metoo-kampagnen, som har sat fokus på seksuelle krænkelser mod kvinder, var på sit højeste.

’Vi taler om, hvordan alle de krænkelser kan ske, som der berettes om under hashtagget #MeToo, og det er ganske enkelt. Det er, fordi vi har en kultur, der tillader det, og en kultur, der lærer drenge at være ‘boys-will-be-boys’, hvor sexisme er en del af dette,’ skrev Everyday Sexism Project Danmark, der er en gruppe, som kæmper mod hverdagssexisme mod kvinder, på Facebook.

Og nu får DBU endnu flere hug for deres ageren i sagen. Det er den tidligere kommunikationschef i DBU, Lars Berendt, som i en klumme her i BT kritiserer fodboldforbundet for at offentliggøre en video af slagsangen, som blandt andet kunne ses på DBUs Twitter-konto.

Se videoen fra omklædningsrummet her:

I Fodboldens Etiske Råd, der blandt andet har til formål at sikre, at DBU lever op til deres Code of Conduct, siger formand Per Larsen, at han ikke har været bekendt med hverken slagsangen eller kritikken af den.

»På stående fod kan jeg ikke fortælle dig, om det går imod DBUs nedskrevne principper om måderne, som spillerne skal opføre sig på, men det er noget, vi skal finde ud af,« siger Per Larsen, der også fortæller, at han ikke selv har set videoen og derfor har det heller ikke været et tema i Fodboldens Etiske Råd.

Men det bliver det altså.

»Nu ringer du til mig her og fortæller mig om videoen, og det er klart, at det jo kan give overvejelse til, at vi skal have fat i DBU. Den 21. december har vi et møde i Fodboldens Etiske Råd, hvor vi nu vil se nærmere på videoen og finde frem til, om det er noget, der går imod DBUs Code of Conduct, og hvad der så eventuelt skal ske,« siger Per Larsen.

Formanden vil ikke tage endelig stilling til, hvad han mener om ’Store patter’-sangen, før han har set videoen og diskuteret det på mødet den 21. december.

Men han mener, at kritikken muligvis kan være på sin plads.

»Det er svært for mig at vurdere på stående fod. Det kommer meget an på, hvilken sammenhæng det er råbt i,« siger Per Larsen og tilføjer:

»Når det nu er råbt i omklædningsrummet, og hvis det ikke nødvendigvis har været ment til offentligt brug, så kan jeg ikke se noget galt i det. Men normalt vil jeg appellere til, at spillerne vægter deres ord, så de ikke støder andre mennesker. Men i sidste ende vil jeg ikke gøre mig til dommer over det.«

BT Sporten har forsøgt at få en kommentar fra DBU og fra Kvindekommisionen. Men det har ikke været muligt.