KOMMENTAR

Så fik vi 'store patter' i hovedet igen. Fra landsholdets omklædningsrum efter den VM-kvalificerende 5-1 sejr over Irland i sidste måned. Ikke visuelt naturligvis, men verbalt.

Sejrssangen er en nærmest rituel tradition: 'Hvem var det, der vandt i dag, det var dem fra Danmark af'!

Nogle gange med døren åben, så budskabet om afgørelsen af det interne styrkeforhold blev sendt med maksimal volumen over til modstandernes omklædningsrum.

I de første mange af mine 22 år i DBU råbte spillerne 'D-B-U' som afslutning på sejrssangen. Først senere sneg den nye afslutning på sejrssangen sig ind: 'Store patter'! (se sangen i klippene længere nede i artiklen).

Det er ikke kulturen i landsholdets omklædningsrum, der har været trendsættende. Tværtimod. De nye ord var inspireret af det øvrige fodboldmiljø. For de råber det alle sammen. Uanset alder, uanset niveau og uanset geografi. Det gør det bare ikke mere rigtigt, at det sker på baner og i omklædningsrum over hele landet.

Jeg var ikke bedre selv. Jeg skrålede med på sejrssangen i den opløftede stemning. Men tilbage i den kultiverede verden ude på den anden side af døren til omklædningsrummet gør det mig ikke specielt stolt, at jeg har deltaget i et fællesråb om kvindelige attributter.

Mit synspunkt er ikke en moralprædiken. Det er derimod en opfordring til at holde det allerhelligste – landsholdets omklædningsrum – helligt. Specielt når det handler om en dansk institution som landsholdet. Det forpligter.

Omklædningsrummet er et privat rum, et frirum, hvor spillerne og trænerne skal have plads til den præcis den type verbale udladninger, der er brug for i topsportens verden. Det er også her, der skal være plads til det politisk ukorrekte. Det hedder mandehørm. Det er en vigtig subkultur. Derfor er min pointe heller ikke en kritik af landsholdsspillerne. Men til at holde døren lukket.

Eller klippe de moralsk mest anstødelige og diskutable udfald ud af videoerne.

Se herunder to eksempler på landsholdets sejrssang, hvor der bliver skrålet 'store patter!' Det første eksempel har DBU selv delt på Twitter. Det andet er fra Matias 'Zanka' Jørgensens Instagram-profil.

Første gang vi hørte landsholdet – med DBU’s Kvindekommissions mellemkomst nu 'herrelandsholdet i fodbold' – råbe 'store patter' på en video leveret af min tidligere afdeling, blev det bemærket og kommenteret af BT og Berlingske. Journalisten Kurt Lassen konstaterede i sin artikel, at det ikke skete i min tid som kommunikationsansvarlig i DBU.

Korrekt. Jeg fik mine medarbejdere til at klippe 'store patter'-afslutningen ud eller lægge musik ind over klippene, som blev bragt på DBU’s platforme og videreformidlet derfra. Af præcis de samme årsager, der fik både private og institutioner til at reagere på 'store patter' efter landsholdets sejr i Dublin.

Selvfølgelig ville det skabe en unødvendig, kritisk debat, der i bund og grund ikke er fornuftige argumenter til at forsvare. Slet ikke i en periode med en #metoo-kampagne.

Landsholdet kan sagtens have folkelig appeal og være i øjenhøjde uden 'store patter'. Lumre udtryk medvirker derimod ikke til at fastholde opfattelsen af landsholdet som landets ypperste sportshold, dets historisk helt specielle status eller unikke brandposition.