Bare rolig!

Christian Eriksen afslørede efter søndagens 2-1-sejr over Island, at han og kæresten, Sabrina Kvist, venter deres andet barn.

Og han garanterede i samme ombæring, at der ikke bliver tale om en gentagelse fra 2018, hvor fødslen af parrets søn karambolerede med VM-slutrunden i Rusland.

Her fulgte nationen nervøst med i, om Eriksen pludselig måtte hives ud af landsholdstruppen for at være til stede ved fødslen.

Liselotte Sabroe

Det blev dog ikke et tema, da kæresten gik i fødsel et par dage før Danmarks første VM-kamp. Men Eriksen lovede efter søndagens landskamp, at der ikke bliver en gentagelse af dramaet under sommerens EM-slutrunde.

»Min søde kæreste er gravid – og ja, det er planlagt bedre end sidst. Der er styr på den afdeling,« lød det med et skævt smil fra Eriksen.

»Også for Sabrinas eget helbred og stressniveau er der styr på, at det ikke rammer ind i en slutrunde denne gang.«

Eriksen scorede begge de danske mål søndag. Og det var ved den første scoring, at han ved at putte bolden ind under sin trøje indikerede, at endnu en arving var på vej.

Liselotte Sabroe

Ved den anden scoring nøjes han med at hamre bolden langt op på de tomme tilskuerpladser.

»Nu havde jeg taget den ind på maven én gang – det kunne jeg ikke gøre igen, for så tror folk jo, at vi skal have tvillinger,« jokede den danske stjerne.