Christian Eriksens fremtid er det helt store samtaleemne i Italien i øjeblikket.

I hvert fald præger danskeren flere italienske forsider. Hos det store fodboldmedie Tuttosport har man smækket Eriksen på forsiden sammen med Juventus-profilen Paulo Dybala ledsaget med ordene 'Paris kalder'.

Gazetta dello Sport har allerede beskrevet, hvordan Inter pønser på en byttehandel med den franske hovedstadsklub PSG, hvor Eriksen sendes til Frankrig, mens Leandro Paredes sendes til Inter.

Den helt store udvikling på den front er fyringen af PSG's tyske træner, Thomas Tuchel. Afløseren lader nemlig til at blive argentinske Mauricio Pochettino, som Eriksen spillede noget af karrierens bedste fodbold under i deres fælles fortid hos engelske Tottenham.

Og Pochettino ser gerne Eriksen komme til Paris sammen med argentinske Dybala, som Pochettino også var tæt på at få til Tottenham i sin tid.

Præcis samme historie sælger Corriere dello Sport også på sin forside, hvor Eriksen og den mulige byttehandel med Paredes fylder.

Rygterne om Eriksens fremtid er i den grad taget til, efter Inter-direktør Giuseppe Marotta offentligt har erklæret Eriksen for fortid i januars transfervindue.

Danskeren har ikke fundet sig til rette under træner Antonio Conte, og en skilsmisse lader til at være det logiske skridt for alle parter.

I forhold til PSG er der dog stadig meget, der skal falde på plads. I første omgang er fyringen af tyske Tuchel endnu ikke officiel, og det er afløseren Pochettino heller ikke.

Inter-træner Antonio Conte og Eriksen har aldrig fundet melodien.
Inter-træner Antonio Conte og Eriksen har aldrig fundet melodien. Foto: POOL
Vis mere

Men det kan gå hurtigt i fodbold.

Derfor bliver januar en skelsættende måned i Christian Eriksens karriere.

Den 28-årige dansker har tidligere repræsenteret Ajax og Tottenham, inden han kunne skrive et mislykket ophold i Inter på sit cv.