En perfekt aften. Det må være tæt på i hvert fald.
Christian Eriksen fik det optimale ud af kampen mod England, da han sammen med sine danske landsmænd tog til Wembley og hentede en flot 1-0-sejr.
Eriksen selv blev matchvinder med sit mål på straffespark, og samtidig kunne han glæde sig over at have opnået 100 landskampe i nationaldragten.
»Det føles specielt at spille 100 kampe for landsholdet og så slå England. Det er ikke sket i 36 eller 37 år, så det er specielt at stå her,« siger han til Kanal 5.
I analysen af kampen bemærkede Eriksen det faktum, at Danmark længe spillede med en mand i overtal, da Harry Maguire blev vist ud i første halvleg.
»Det er svært at sige, om det var fortjent eller ej, efter de fik en mand smidt ud, men i anden halvleg havde de ikke fem afleveringer over jorden. Det var i luften og på andenbolde, at det var farlige, men ellers er det meget 50/50,« tilføjer han.
Under normale omstændigheder er det selvfølgelig på sin plads at fejre, at man opnår 100 landskampe for sit fædreland, men Eriksen var ikke sikker på, hvad der skulle ske, eller om der overhovedet skulle ske noget festligt, da Kanal 5 spurgte ind til det.
»Hvordan kan det fejres, når der er alt det her med corona? Jeg skal tilbage til Milano enten i aften eller i morgen, fordi vi har et derby, så der skal bare restitueres indtil på lørdag,« forklarer han.
Også Simon Kjær spillede sin landskamp nummer 100 mod England.
»Jeg er stolt over at være anfører for det her hold. Det er en kæmpe milepæl og et privilegium. Jeg er ikke færdig. Jeg har mange år i mig endnu, og der er mange ting, vi kan og skal opnå med det her hold. Jeg er meget stolt over at være anfører,« siger Simon Kjær Kanal 5 om, hvad han sagde til holdkammeraterne efter kampen.
Han mener, at holdet viser sin kvalitet, når store nationer som England fældes.
»Vi kan mærke, at der er en enorm respekt for os. Vi arbejder benhamrende hårdt. Vi skal til at tage de store drenge, og det gjorde vi i dag. Vi har kvalitet og tror på os selv, så det her er et skridt på vejen, og vi skal ikke kigge os tilbage. Vi har masser af kvalitet,« pointerer Simon Kjær.
Med Christian Eriksen og Simon Kjær er der nu 10 danskere, har har spillet 100 landskampe for Danmark.