Den massive fyringsrunde på Discovery fortsætter.
Få dage efter afskeden med profilerede værter som Mette Cornelius og Thomas Gravgaard siger endnu et af husets kendte ansigter siger farvel.
Denne gang er det Kian Fonoudi, der annoncerer sit stop hos Discovery.
Han bekræfter det over for Bold.
»Det har ligget i kortene længe, så jeg er ikke overrasket. Jeg er bare glad for, at der nu er afklaring,« siger Kian Fonoudi til mediet.
»Jeg er taknemmelig for mine mange år hos Discovery. Jobbet har opfyldt nogle af mine største drømme.«
Dermed slutter et ægteskab på 14 år mellem Fonoudi og tv-giganten.
Hvad fremtiden byder på, ved han ikke endnu – men han vil ikke udelukke at blive sin egen chef og være selvstændig.
Tidligere har Mette Cornelius sat ord på sin fyring, hvor hun forklarede, at hun havde 'svært ved at finde ord.'
»Det er sjældent, jeg har svært ved at finde ord, men i dag har det været ekstremt svært. For hvordan siger man bedst farvel til 10 års yndlingsjob?« skrev Mette Cornelius.
Discovery har mistet store sportsrettigheder på stribe de seneste år – heriblandt landsholdet og Superligaen. I alt er 12 ansatte blevet fritstillet under fyringsrunden.
Thomas Gravesen var en af dem, der nåede selv at gå inden fyringsrunden. Den har han sat ord på over for B.T.

