Der bliver skåret ind til benet på Warner Bros. Discovery.

De har mistet markante fodboldrettigheder på stribe, og flere profiler havde allerede meldt deres afgang, men nu står det klart, at tallet bliver endnu højere.

»Jeg kan bekræfte, jeg er blevet fritstillet. Derudover har jeg ingen kommentarer,« siger den erfarne tv-vært Mette Cornelius til Bold.

Til samme medie bekræfter sportsdirektør Søren Klæstrup den store fyringsrunde, der kommer lige efter et OL, som mediet har dækket massivt.

Allerede inden havde navne som Zak Egholm, Simon Egeskov samt eksperterne Thomas Gravesen og Lars Jacobsen meldt deres afgang.

Warner Bros. Discovery har tidligere rådet over landsholdets kampe, Superligaen og de mindre europæiske fodboldturneringer, men nu er det primært cykling og tennis, der er tilbage.

Allerede i december havde den daværende Warner Bros. Discovery-profil Thomas Gravesen fortalt, at der var udsigt til stor afgang efter sommeren 2024.