Støvler, håndklæde og sæbe. Sepp Piontek har pakket sin fodboldtaske for sidste gang.
Fredag aften trak han trøjen med DBU-logoet over hovedet. Kampen mellem Fynslund Boldklubs oldboys og Landsholdets ditto er fløjtet af. Når 3. halvleg er overstået, sætter han kursen hjem mod Fyn.
I mere end tyve år har Sepp Piontek været en del af det danske oldboys landshold. På det seneste med titel af 'teknisk direktør'. Men nu har han altså snøret støvlerne for sidste gang.
»Legen har været utrolig god, men nu er det tid til at stoppe,« lyder det fra Sepp Piontek med den karakteristiske accent.
Beslutningen om at stoppe tog han egentlig allerede sidste år. Efter en kamp på Sjælland, gik turen hjemad mod hustruen og huset lige udenfor Odense sidst på aftenen i regn og tordenvejr.
»Jeg kunne ikke se striberne på vejen. Jeg skulle virkelig passe på, at jeg ikke kørte galt,« husker han.
Efter den køretur besluttede den 81-årige fodbold-legende, at nu var det på tide at stille støvlerne på hylden.
»Du har været med længe nok, nu er det tiden at stoppe, sagde jeg til mig selv,« fortæller han.
»På en måde er jeg glad for, at jeg stopper. Jeg er i en alder, hvor det er vanskeligt at køre rundt i Danmark og hvor jeg begynder at glemme navne.«
Og så lister han ellers op, hvad han har oplevet med det danske oldboys landshold.
»Jeg har været rundt i hele verden. Japan, Bali, Vietnam, Spanien, Mellemøsten, Irak. Vi har spillet i hele verden.

Før det stod fodboldoplevelserne også i kø.
»Jeg har været spiller og træner. Jeg har blandt andet været i Werder Bremen, Düsseldorf, Danmark, Tyrkiet, Grønland, Aalborg og Silkeborg. Jeg har været lidt omkring,« konstaterer han.
»Jeg har oplevet alt det, jeg kan opleve.«
Kampen fredag aften var en 50-års jubilæumskamp for Fynslund Boldklub i Jordrup ved Kolding.
»Det har altid været en fornøjelse at spille mod hold i hele Danmark. Mennesker, der gør sig umage. Det er en fornøjelse.«
Men selvom fodboldtasken med støvler, håndklæde og sæbe bliver pakket ud for sidste gang efter aftenens kamp, så vil fodbold stadig fylde hos Sepp Piontek.
»Som alle andre danskere skal jeg nu kigge på i fjernsynet. Ja, jeg skal da stadig ud og se kampe. Jeg skal på stadion i Odense og se OB. Og jeg var også i Parken og se Danmark spille mod Rusland.«
Han glæder sig over den succes landsholdet har for tiden.
»Det er en generation, der gør det udemærket. Man kan kun glæde sig over, at vi igen har et landshold, der er sprudlende med mange unge spillere.«

Men Sepp Piontek vil ikke gå ind i diskussion af, hvilket dansk landshold, der er det bedste. Hans egne dynamitdrenge fra 80'erne eller Hjulmands unge hold?
»Hver landshold gør det godt for deres periode. Vi skal være stolte af, at Danmark gør det godt. Og det vigtige er, at folk bliver underholdt.«
Hjemme på Fyn venter nu hustruen og haven.
»Jeg har en stor have at arbejde i. Og så nyder jeg bare at være sammen med min kone,« fortæller han.
Men det bliver ikke uden vemod, at støvlerne komme på hylden.
»Det er lidt trist at stoppe,« medgiver han.