På trods af at FC København stadig kæmper med den nedtur, som klubben er ramt af, sender B.T.s fodboldekspert – og tidligere Bundesliga-spiller – Emil Berggreen ugens skulderklap i klubbens retning.
Helt præcist mod klubbens seneste transfer, 35-årige Mathias 'Zanka' Jørgensen, der for to uger siden vendte hjem til hjerteklubben efter et ophold i amerikanske LA Galaxy.
Det fortæller han i det seneste afsnit af podcasten B.T. Fodbold.
»Mit skulderklap går til Zanka. Jeg synes faktisk, at han spiller rigtig godt imod Viborg,« siger Emil Berggreen og fortsætter:
»Der var den her tvivl. Han havde ikke spillet siden oktober. Det, man hører fra USA, var, at han ikke var så god i LA Galaxy. Men han har jo været god. Imod Randers var han god. Imod Viborg var han god.«
Noget som B.T.s anden fodboldekspert – og tidligere Superliga-spiller – Jannick Liburd erklærer sig enig i.
»Stor respekt for overhovedet at tage opgaven på sig,« siger han og fortsætter:
»Han kunne godt være blevet ved med at drikke kaffe i L.A. og så gå på en fin pension. Men at komme tilbage til hans hjerteklub og levere varen på et tidspunkt, hvor det måske ikke er så sjovt at være FCK-spiller - det er da supersejt.«

Emil Berggreen peger samtidig på, at forsvarsspilleren Gabriel Pereira har spillet sine to bedste kampe efter, at Zanka vendte tilbage til FC København.
»Gabriel har spillet sine to bedste kampe i mands minde med Zanka ved sin side. Og hvorfor det? Det er nok, fordi han bringer lidt ro og stabilitet. Respekt for det,« lyder det konstaterende fra B.T.s fodboldekspert.
Der er dog en helt særlig grund til, at Emil Berggreens skulderklap går til Mathias 'Zanka' Jørgensen.
For i hans optik er det en flot præstation at kunne »vade ind i Superligaen og være god, hvis man ikke har spillet siden oktober.«
Alligevel peger han samtidig på, at det – måske – siger lidt om det nuværende niveau i Superligaen.
Du kan lytte til B.T. Fodbold herunder, på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast.
Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.


