Krise. Kollaps. Nedsmeltning.

Ordene står i kø, når man skal beskrive den situation, som FC København befinder sig i lige nu.

For hovedstadsklubben har nemlig chokeret hele fodbold-Danmark med et elendigt og pinligt grundspil i den igangværende Superliga-sæson.

Et grundspil, der har sendt den kriseramte klub en tur i nedrykningsspillet – for første gang nogensinde. 

Og den historiske fiasko er da også noget, der gør ondt i hjertet på FCK-ikonet Thomas Delaney.

Det fortæller han til B.T. og resten af pressen efter en træning på '10'eren' – klubbens træningsanlæg på Frederiksberg:

Thomas Delaney har svært ved at finde ord for FCK's krise.
Thomas Delaney har svært ved at finde ord for FCK's krise. FOTO: Claus Bech/Ritzau Scanpix

»Som fodboldspiller bliver man jo ramt på stoltheden. Man bliver ramt på følelser. Og ja, det her har varet længere, end nogen havde forestillet sig.«

»Fodbold er øjebliksbilleder, og det her siger jo, det går rigtig dårligt. Vi står i et af de sværeste tidspunkter i 'det moderne FC København'.«

 I flere måneder har han – og holdkammeraterne – måttet høre på voldsom kritik i takt med, at resultaterne bare er blevet dårligere og dårligere.

Og det har været helt på sin plads, erkender Delaney.

»Jeg forstår godt al den kritik, vi får fra fans og medier. Men på et tidspunkt bliver vi også nødt til at sige: 'Okay, men hjælper det os at græde snot over det? Hvad har vi brug for for at komme videre?« lyder det, inden han fortsætter:

»Jeg er ikke blind for alt det, der er sket. Der tør jeg godt sige, at jeg om nogen ved, hvad der kræves og forventes. Men det har vi ikke levet op til.«

Nogenlunde samme ordlyd kommer fra holdkammeraten Mathias 'Zanka' Jørgensen, som netop er vendt hjem til hovedstaden.

Han må dog indstille sig på 10 kampe i nedrykningsspillet – ligesom resten af den kriseramte trup.

Mathias 'Zanka' Jørgensen er netop vendt hjem til København.
Mathias 'Zanka' Jørgensen er netop vendt hjem til København. FOTO: Claus Bech/Ritzau Scanpix

»Der har været noget... en erkendelse, man har skullet igennem. Acceptere, at det er sådan, foråret kommer til at se ud. Det er det, vi skal igennem som klub, spillere og fans.«

»Det er hårdt. Og nederen, for at bruge et københavnsk udtryk,« siger forsvarsspilleren, der allerede har måttet lægge øre til drillerier fra venner og familie efter den enorme nedtur:

»Så vi må acceptere, at vi skal høre fra venner og familie, at det måske ikke lige er det fedeste at skulle gå på arbejde lige nu. Vi må acceptere de små 'slag' fra folk, som holder med andre klubber i Danmark.«

Krisen i København faktisk så chokerende, at FC Københavns officielle fanklub har sendt et langt, åbent brev til bestyrelsen.

Her lyder det, at man er »oprigtigt rystet« over den situation, som klubben er havnet i.

Et opråb fra fansene, som 'Zanka' godt kan følge:

»Jeg forstår godt, at fansene ikke synes, det er godt nok. At den klub, de identificerer sig med, ikke gør det godt. De er i deres gode ret til at ytre deres bekymring. Jeg forstår, hvorfor man kan se sig nødsaget til at gøre det.«

FCK skal forsøge at vende den gigantiske krise, når københavnerne gæster Viborg lørdag klokken 17.

Her er der en plads i pokalfinalen på spil.

B.T. Fodbold

Har Neestrup en fremtid i FCK? Kan successen blive farlig for AGF? Hvilke regelændringer kunne optimere fodboldspillet? Og hvad er der galt med Silkeborg? De spørgsmål og mange flere besvaret i ugens udgave af B.T. Fodbold. Denne podcast er sponsoreret af Hello Fresh. Gå ind på HelloFresh.dk, spar op til 959 kr. og få gratis snacks med hver bestilling i 3 måneder! Vært: Lasse Vøge, B.T.s sportsredaktør Medværter: Emil Berggreen og Jannick Liburd, B.T.s fodboldeksperter Producer: Emilie Maja Jeppesen og Frederik Riis-Jacobsen Ansvarlig: Niels Philip Kjeldsen Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.