Kasper Hjulmand er normalt en meget rolig mand. Han er som oftest enormt afbalanceret og uden de store udsving i sit kropssprog.

Men det var tydeligt at se på landstræneren, at det var et stort resultat, som Danmark onsdag aften leverede med sejren på 4-0 over Østrig.

For Kasper Hjulmand havde meget svært ved at holde kroppen i ro, da han kort efter slutfløjt stillede op til interview med Kanal 5.

Det var tydeligt, at begejstringen og stoltheden boblede inde i kroppen på landstræneren, som har fået en drømmestart på VM-kvalifikationen med maksimumspoint efter tre kampe og en målscore på 14-0.

Foto: Christian Bruna
Vis mere

Han fastholder dog, at der stadig er lang vej til VM i Qatar, og at intet endnu er sikkert.

»Nej, nej, nej. Det er at foregribe begivenhederne. Men vi har et fantastisk udgangspunkt, og jeg er jublende lykkelig over, hvordan vi har eksekveret de her tre kampe på seks døgn,« siger han til Kanal 5.

Kasper Hjulmand havde særligt store roser til Andreas Skov Olsen, som for alvor satte gang i det danske spil, da han kom på banen efter en lille times spil.

Og landstræneren afslører, at han var tæt på at lade den dobbelte målscorer starte på banen, men han er glad for, at han ventede med at spille sin trumf ud.

»Men jeg siger stadig, jeg ville ikke have gjort det om, for der bliver brugt mange kræfter i første halvleg, og Andy fik lige lidt bedre betingelser, der var lige lidt mere plads, og så udnytter han det jo, så det var altså … Det var en … Det var en … Altså helt fantastisk præstation af Andy at komme ind og gøre det, han gjorde,« siger en meget begejstret Kasper Hjulmand.