I de sidste dage har der været skrevet meget om, at Manchester United skulle være meget interesseret i at hente Christian Eriksen til klubben.
Tidligere har Real Madrid også været meldt interesseret. Spørgsmålet er, hvilket logo Christian Eriksen bærer på trøjen efter dette transfervindue? Vi har spurgt de to fodboldeksperter Mads Junker og Mikkel Bischoff, hvordan de ser hele situationen for Christian Eriksen.
Passer Christian Eriksen godt ind i Manchester United?
Mads Junker: »Ja, han passer godt ind, men det gør Eriksen stort set på alle hold, fordi hans spillestil er ret nem at implementere, da han er en holdspiller. Nu ved vi det i morgen. Men hvis Paul Pogba stadig er i United, har jeg svært ved at se, hvorfor de skulle bruge begge spillere, da de er meget den samme spillertype.«

Mikkel Bischoff: »Ja, han ville passe godt ind, og de ville bygge holdet op omkring ham. Eriksen vil blive en profil i United. De vil gerne spille med mere energi, har Solskjær været ude at sige, og det er noget, Eriksen er vant til fra Tottenham.«
Vil det være et skridt op i hans karriere at skifte til Manchester United?
Mads Junker: »Jeg synes, at det vil være et skridt til siden rent sportsligt. Han har også lige fået et barn og bor i London. Hvis han skal lave et skifte, så skal det være til en af de 5-6 klubber i Europa, der er større end Tottenham på det sportslige plan lige nu, og det er United ikke. I England er det kun Manchester City og Liverpool, der er større lige nu.«
Mikkel Bischoff: »Hvis man kigger på holdenes niveau lige nu, så er Tottenham langt over Manchester United. De slutter over dem i Premier League, og de kommer til Champions League-finalen, hvor Manchester United spillede Europa League. Så jeg mener ikke, at United er et niveau op.«

Kan han spille sig på i Real Madrid for eksempel?
Mads Junker: »I de der klubber over Tottenham der vil han være en trupspiller, altså nummer 12-13-14. Det er også derfor, at de ikke er så langt fremme i skoene for at købe ham. Han er plan B i ret mange af klubberne, fordi han er en hylde-A spiller, men han er i bunden af hylde-A. Derfor kan jeg godt forstå, at Real Madrid først går efter Paul Pogba, fordi hans topniveau måske er lige lidt højere end hos Christian Eriksen. Men jeg tror ikke, at han vil komme til at starte i nogen af de klubber, der er over Tottenham. I hvert fald ikke til at starte med.«
Mikkel Bischoff: »Det er mere tvivlsomt, om han ville kunne spille sig på i Real Madrid. Der er så stor konkurrence på midtbanen i Real Madrid med Toni Kroos, Luka Modric, Casemiro og Isco. Han er god nok, men han får svært ved at spille sig på fra start af.
Kommer Christian Eriksen til at skifte til Mancherster United i det her transfervindue?
Mads Junker: »Næ, det tror jeg ikke. Jeg kan ikke se, hvad han skulle få ud af det. Lige nu spiller han for et hold, der har været bedre end Manchester United de sidste par år. Selv om United er en større klub historisk set, så kommer han ind på et hold, hvor han skal kæmpe for at få spilletid frem for at spille fast på et hold, der spiller med om top fire i Premier League og lige har været i Champions League-finalen.”
Mikkel Bischoff: »Jeg tror ikke, at det kommer til at ske. Jeg tror ikke, at Eriksen er så motiveret for at spille for Manchester United, så kunne han lige så godt blive i Tottenham. Han har det godt, og han har en træner, han er glad for. Så jeg kan ikke rigtig se, hvorfor han skulle skifte. Hvis han skal skifte, så tror jeg, at det er til en anden liga i et andet land. Jeg tror stadig, at han spiller i Tottenham, når transfervinduet lukker.«
Christian Eriksen har spillet 206 kampe for Tottenham.
Såfremt Christian Eriksen ikke er skiftet væk fra Tottenham, når transfervinduet i England lukker torsdag, tager han hul på en ny Premier League-sæson lørdag, når Tottenham møder Aston Villa.


