Det er præcis et år siden, at en træningskamp med Lyngby Boldklub blev kædet sammen med matchfixing.
Nu sker det igen.
I klubbens sidste træningskamp i Cypern inden Superligaen igen starter op, mødte Lyngby den litauiske klub FK Banga Gargzdai. Her var begge klubber meget uforstående overfor en række af dommerens kendelser.
Til TV 2 fortæller ekspert i matchfixing Chris Kronow Rasmussen, at er der noget helt galt med spillemønstret på kampen.
TV 2 henviser til et opslag på X, hvor det fremgår, hvor mange penge der blev spillet på over 4,5 mål i kampen. 145.881 euro var det præcise beløb, som svarer til over en million danske kroner.
»Det er helt astronomisk, når man kigger på omstændighederne. Der er ikke rigtig noget at spille for, og typisk ser vi spil som det her ligge på 10-15.000 kroner. Det er fuldstændig way off i forhold til normalen, så der er helt klart nogen, der har vidst noget,« siger Chris Kronow Rasmussen til mediet.
Den cypriotiske virksomhed, der har arrangeret kampen, afviser anklagerne om matchfixing over for TV 2.
Det er kampens dommertrio, der er under mistanke for at været med til at fikse kampen.
Først fik litauerne et noget tvivlsomt straffespark, som de scorede på.
I overtiden fik Lyngby så også et af slagsen, som blev brændt. Dommeren valgte, at det skulle sparkes om, da dommeren mente Banga Gargzdai-keeperen havde forladt sin linje før tid.
»I overtiden fik vi straffe og brændte, men så dømte han omspark. Givetvis for at sørge for, at vi fik en chance til for at score et mål,« siger Lyngby-træner Morten Karlsen til TV 2.
Lyngby scorede på omsparket og vandt dermed med 3-2. Det betød altså, at alle dem, der havde oddset på mere end 4,5 mål i kampen, lige nøjagtig nåede at vinde på deres spil.
I februar sidste år var Lyngby udsat for en underlig udvikling i en træningskamp, hvor et lignende bizart scenarie udspillede sig.
Her fik Lyngby tildelt tre straffespark inden for de sidste otte minutter af træningskampen mod norske HamKam.
Det kan du læse meget mere om HER.
