Fase to i genåbningen af Danmark efter coronakrisen er så småt ved at blive rullet ud.
Som en del af genåbningen har den danske breddefodbold fået lov at træne igen, men retningslinjerne vækker undren hos flere af breddeklubberne.
For i protokollen fra DBU, der indeholder en række corona-regler, som klubberne skal efterleve under opstarten, er der blandt andet et krav om to meters afstand mellem spillerne på banen, på trods af at afstandskravet blot er én meter ude i samfundet.
»Det giver ikke mening, så længe vi holder os fra kontakt. Når vi ser optegnelserne i offentlige parker, hvor der må være 10 mennesker samlet, og sammenligner med vores fodboldbane, så er det lidt uforståeligt, at man har forskellige afstandsregler i forhold til den civile verden,« siger Poul Jørgensen, formand for den fynske klub Næsby Boldklub, til B.T.

Alligevel har klubben valgt at begynde træningen fra på mandag, men der er Næsby Boldklub stødt på et nyt problem. Protokollen fra DBU slår nemlig fast, at der højst må være ni spillere og en træner på hver bane, uanset om det er en 11-mandsbane på 105x65 meter, eller det er en fem-mands bane på 40x30 meter, foruden størrelserne derimellem.
»Vi går ned på én træning om ugen pr. årgang, fordi vi er så mange, og der ikke er baner nok til mere,« siger Poul Jørgensen, der samtidigt fortæller, at klubben er på vej til at kridte otte-mands og fem-mands felter op, så der kan klemmes flere spillere ind uden at bryde reglerne.
I denne uges Fodbold FM, B.T.s ugentlige fodbold-podcast, var emnet også til debat. Her undrede de tre paneldeltagere, tidligere landsholdsspiller Mark Strudal, Steffen Dam, sportschef i 2. Divisionsklubben FA 2000, og Niels Christian Holmstrøm, bestyrelsesformand i KB, sig også over reglerne for breddeidrætten.
»Det er et eksempel på, at der sidder nogle djøf’ere med regneark og laver nogle retningslinjer, som slet ikke ved noget om, hvordan det ser ud i virkeligheden. Det er fuldstændig grotesk, at man har store idrætsanlæg, som stort set ikke kan benyttes. Helt ærligt, vi er ladt i stikken af vores store organisationer,« sagde den tidligere mangeårige FC København-boss Niels-Christian Holmstrøm, mens Steffen Dam kaldte reglerne for 'hul i hovedet'.

På Vestsjælland er der også overvejelser omkring banesituationen hos Slagelse B&I.
»Vi vil jo ikke omgås reglerne ved at stille kegler op, så der er vi er nødt til at kridte helt nye baner op. Vi kridter ikke op på de eksisterende baner, vi må lave nogle helt nye til det antal mennesker, der er,« siger formand for Slagelse B&I, Michael Birkedal.
Hos formanden for DBU Bredde, Lars Albæk, kan han godt forstå, hvis protokollen har skabt lidt forvirring på det seneste.
»Vi opdaterer den løbende, og i forhold til afstanden på to meter er det den viden, vi har haft indtil i dag (tirsdag, red.). Men vi kommer snart til at melde noget mere konkret ud, også omkring hvordan banerne kan opdeles mere hensigtsmæssigt,« siger Lars Albæk.

På trods af de ekstra udfordringer under genstarten glæder Michael Birkedal fra Slagelse B&I sig dog over, at det snart igen vil være muligt at træne i klubben, selv om det bliver uden blandt andet hovedstød og brysttæmninger på banen.
»Vi er glade for at kunne komme i gang på den måde, vi gør det på, men det er også ubetrådt jord, hvordan det vil påvirke os og fodbolden, når vi for alvor starter igen med kampe,« siger Michael Birkedal.
Også på Fyn er der glæde over udsigterne til, at fodboldtræningen åbner igen.
»Det vil give noget adspredelse og kontakt med sine kammerater. Det bliver noget hyggebold og fokus på teknisk fodbold, såsom indersidespark, for det er jo det, vi kan gøre i øjeblikket. Og der skal ikke spilles kampe, så der skal mere bare være fokus på luft i lungerne,« siger Næsby Boldklubs formand, Poul Jørgensen.