Der er ikke kun blevet lukket op for professionel fodbold i Danmark - også i breddefodbolden må bolden igen rulle.

Under visse forbehold.

Der fremgår af de 'corona-regler', som DBU og DBU Bredde har gjort klar til cirka 330.000 breddefodboldspillere i landet.

»I DBU følger vi myndighedernes anbefalinger og restriktioner, og det bliver vi ved med. Derfor har vi udarbejdet ’fodboldens corona-regler’. Vi skal fortsat være vores ansvar bevidst, for fodbolden må og skal ikke bidrage til smitte. Vi kan nu anbefale vores klubber, at de går i gang med fodbold med de særlige corona-regler, og at de fortsat følger retningslinjer fra myndigheder samt politiets forsamlingsforbud. Vi er klar over, at vi pålægger vores klubber og frivillige et stort ansvar, men vi er overbeviste om, at de godt kan løfte det. Ellers skal de naturligvis ikke åbne for fodbold endnu,« siger DBU-formand Jesper Møller til unionens hjemmeside.

Reglerne gælder fra 11. maj, og de indebærer blandt andet, at forsamlingsforbuddet på mere end 10 personer også gælder på fodboldbanen. Uanset hvor stor banen er.

Der er ikke heller ikke tilladt at lave hovedstød eller tæmme bolden med brystet. Bolden må heller ikke berøres med hænderne - med undtagelse af målmanden.

Og så skal spillerne klæde om hjemmefra, både før og efter træningen. Og selv medbringe allerede fyldte drikkedunke.

DBU har udarbejdet en nemaflæselig oversigt, der ser sådan ud:

DBU

Det var torsdag aften, at statsminister Mette Frederiksen (S) meddelte, at der igen kan spilles fodbold som en del af fase to af genåbningen af Danmark.

Hos DBU Bredde er man også tilfreds med udsigten til, at der igen kan spilles fodbold.

»Det er ikke nogen hemmelighed, at vi er mange, der virkelig har savnet fodbold og det fællesskab, der følger med. Vi har løbende været i dialog med myndighederne og tilpasset ’fodboldens corona-regler’, så vi kunne være klar til at åbne fodbolden lige så snart, der blev givet grønt lys. Det har vi nu!« siger formand for DBU Bredde, Lars Albæk:

»Selv om der desværre ikke kan trænes normalt eller spilles kamp, er det i vores optik et stort fremskridt, at vi nu kan lade fodboldklubberne åbne.«

Med torsdagens udmelding fra regeringen er Superligaen også klar til at blive sat i gang igen. Det er endnu uklart, hvornår den bliver genoptaget, altså uden tilskuere.

»Vi er meget glade og taknemmelige for, at professionel klubfodbold er med på listen over brancher, der kan åbne her i fase 2 af genåbningen af Danmark,« sagde direktør i Divisionsforeningen Claus Thomsen i en pressemeddelelse:

»Vi ser det som en tillidserklæring til det grundige arbejde, vi har lavet med protokoller for afvikling af træning og for afvikling af turneringskampe, hvor der tages store hensyn til at mindske smitterisikoen.«

Alle Superliga-klubber har allerede genoptaget træningen.