Den livslange Brøndby-fan Jesper 'Jobbe' Lindstrøms største drøm gik mandag aften i opfyldelse, da han på et gyngende Brøndby Stadion kunne løfte mesterskabspokalen mod himlen.
Et øjeblik, som han et par timer efter kampen stadig havde svært ved at forholde sig til.
»Det var fuldstændig hjernedødt. Havde jeg været på tribunen, så var jeg også løbet ind på banen. Men det er selvfølgelig endnu federe at stå herinde med en medalje om halsen. Det er så surrealistisk.«
Jesper Lindstrøm afsonede karantæne og kunne ikke selv være med i den afgørende 2-0-sejr over FC Nordsjælland.
Og det var hårde 90 minutter for U21-landsholdsspilleren.
»Det var forfærdeligt. Man er så pissenervøs, når man ikke selv kan gøre noget ved det. Men jeg er så fucking stolt af drengene.«
»'Frende' (Morten Frendrup, red.) og jeg sidder udenfor, og de to, der afløser os, scorer begge i dag. Jeg ved ikke, hvorfor folk siger, at vi har så smal en trup. Alle præsterer bare.«
'Jobbe' har spillet en stor sæson, som blandt andet har budt på landsholdsdebut og U21-slutrunde. Og interessen for ham vokser i de større ligaer.
Han kunne midt i sejrsrusen ikke afvise, at han kan have spillet sin sidste Brøndby-kamp – i denne omgang.
»Det kan jeg ikke svare på. Og nej, I har ikke set mig i gult for sidste gang.«
»For lad os sige, at jeg ryger til sommer, så kommer jeg tilbage igen. Det har jeg lovet alle fansene.«
»Vi må se, hvad der sker. Jeg er under alle omstændigheder ikke færdig med at spille i Brøndby,« garanterede den 21-årige Brøndby-fan – og danske mester.