Det er halvandet år siden, de gennemgik enhver kommende forældres værste frygt.

Her kunne den danske fodboldspiller Casper Nielsen og partneren Marie fortælle, at deres nyfødte søn var gået bort efter bare to timer i verden.

'At vi ikke kunne tage vores baby med hjem, er den mest hjerteskærende smerte, vi nogensinde har følt, men vi bærer ham med os, og han vil altid være en del af vores familie. Vi står sammen i svære tider,' lød det dengang fra parret.

Mandag er der så anderledes og velfortjent lykkeligt nyt fra familien Nielsen - Marie er nemlig gravid igen.

Det afslører parret på Instagram.

'Vores lille pige sendt fra vores dreng i himlen. Vi kan ikke vente med at møde dig til sommer,' lyder det i et fælles opslag.

Dermed bliver parrets søn Valdemar, der blev født i 2023, storebror.

Casper Nielsen har sin daglige gang i belgisk fodbold hos Standard Liege.