Et cyberangreb har ramt de britiske antidopingmyndigheder, som kan have mistet personfølsomme oplysninger, dopingjournaler og medicinske oplysninger om hundreder af sportsstjerner, herunder fodboldprofiler fra verdens største fodboldliga, Premier League.
Det er den britiske avis The Independent, som afslører, at det britiske anti-dopingagentur, UKAD, er blevet hacket, hvilket kan have medført, at de følsomme oplysninger fra sportstjerner er blevet stjålet i et cyberangreb i weekenden.
De britiske myndigheder frygter nu, at de mange oplysninger, som UKAD opbevarer om nogle af de største sportsstjerner i Storbritannien, kan blive lækket til offentligheden.
OPDATERET KL.22:18: UKAD oplyser her til aften, at de ikke har mistet data ved angrebet.
Mandag morgen mødtes ledelsen i UKAD, hvor de blev informeret om cyberangrebet. En talsmand for antidoping-agenturet har bekræftet dette over for The Independent. UKAD efterforsker sagen.
Det er ikke første gang, at sportsstjerners personfølsomme oplysninger og lægejournaler indeholdende oplysninger om blandt andet doping er blevet stjålet i et hackerangreb.
I 2016 stod hackergruppen Fancy Bear bag et angreb på Det Internationale Antidoping Agentur, Wada. Her kom der efterfølgende lækkede oplysninger frem om blandt andet tennissuperstjernen Serena Williams, atletikstjerne Mo Farah og Tour de France-vindren Bradley Wiggins.
Samme gruppe har også tidligere stået bag et cyberangreb på Den Internationale Olympiske Komite (IOC).




