Bandlyst fra træningsbanen og ingen interviews med spillere.

Så kort og kontant er meddelelsen fra de italienske fodboldklubber AS Roma og AC Milan, der i en pressemeddelelse torsdag melder ud, at de boykotter den italienske sportsavis Corriere delle Sport.

Det sker på baggrund af, at avisen torsdag bragte en forside med Inters Romelu Lukaku og Romas Chris Smalling, der mellem sig havde en stor tekst, hvor der stod: 'Black Friday' med referance til fredagens brag, hvor de to klubber mødes.

Forsiden har skabt massiv vrede blandt fans, journalister, spillere og klubber, og nu er to af landets største klubber så gået forrest og sagt endeligt fra over for, hvad de opfatter som en yderst racistisk forside.

»Vi mener, at spillere, klubber, tilhængere og medier skal være forenet i kampen mod racisme i fodbold, og vi har alle et ansvar for at være meget præcise i de ord, vi vælger, og de meddelelser, vi leverer,« siger AS Roma i pressemeddelelsen.

Dermed vil journalister fra sportsavisen ikke være velkommen på klubbernes træningsanlæg, ligesom det heller ikke vil være muligt for dem at lave interviews med spillerne, lyder det.

Boykotten gælder frem til 1. januar. Det skyldes, at begge klubber er klar over, at Corriere dello Sport ikke havde til hensigt at være racistiske med forsiden, oplyser de.

Både Romelu Lukaku og Chris Smalling har torsdag aften givet deres mening til kende på de sociale medier.

Blandt andet kalder Lukaku det for 'den dummeste overskrift han har set i hele hans karriere.' Det kan du læse meget mere om lige her.

Italiensk fodbold har kæmpet mod en lag række racistiske hændelser rettet mod spillere i denne sæson.

Romelu Lukaku blev eksempelvis mødt med abelyde, da han skulle tage et straffespark på udebane mod Cagliari tidligere på sæsonen.

Også Mario Balotelli er blevet ramt af racisme, og han reagerede ved at true med at forlade banen på udebane mod Verona.