Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Han vågnede, stod op og begyndte kort efter at skimme dagens nyheder. Præcis som han gør hver dag.

Her vidste han bare ikke, at han kort tid efter skulle blive ramt af sorg.

»Jeg læste det her til morgen. Det er uvirkeligt, for han havde kæmpet i så mange år, og jeg har hele tiden haft et håb om, at han klarede den.«

Ordene kommer torsdag fra den danske fodboldlegende Frank Arnesen dagen efter den triste besked om, at målmandsikonet Lars Høgh onsdag døde efter længere tids sygdom.

65-årige Frank Arnesen.
65-årige Frank Arnesen. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

Over for B.T. fortæller den tidligere Chelsea-sportsdirektør, at han – efter at have modtaget beskeden – greb telefonen og ringede til en mangeårig ven og tidligere holdkammerat.

»Jeg har lige talt med Morten Olsen (Danmarks tidligere landstræner, red.), hvor vi fik en lang snak om Lars. Og så selvfølgelig om dem, han efterlader. Hans børn, Jonas og Josefine, samt hustruen, Tine.«

I en årrække var den nuværende tekniske direktør i Feyenoord ansat som ekspertkommentator hos Discovery. Her arbejdede han blandt andet sammen med netop Lars Høghs datter, Josefine.

Og derfor gør onsdagens melding da også ekstra ondt på Frank Arnesen.

»Man tænker jo på dem, som han efterlader. Han var så stor en person – også i sin familie. En rigtig fynbo med godt humør, altid optimistisk og behagelig. Grundlæggende bare en helt fantastisk person. Det er et stort tab, det her,« forklarer den 65-årige fodboldboss.

Lars Høgh blev i efteråret 2018 ramt af kræft i bugspytkirtlen, og siden da har han kæmpet en lang kamp mod sygdommen.

Undervejs stod det dog klart – efter flere tilbagefald – at kroppen ikke kunne tåle mere kemoterapi, og i november fortalte Høgh, at han modtog livsforlængende medicin.

Selve kampen for at besejre sygdommen siger da også alt om den tidligere OB-legende, mener Frank Arnesen:

Lars Høgh blev 62 år.
Lars Høgh blev 62 år. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Den måde, han har tacklet sin sygdom på, har været forbilledlig. Man hørte ham aldrig klage i så svær en situation.«

Tilbage i 1986 var Arnesen og Høgh begge på holdkortet, da Danmark spillede VM i Mexico, men på trods af den ikoniske slutrunde set med rød-hvide briller er det ikke dét minde, som førstnævnte hiver frem, når snakken falder på Lars Høgh.

»Jeg har så mange gode minder med ham. Jeg var eksempelvis så heldig at være med til hans afskedskamp i 2000, hvor jeg spillede ti minutter. Så gik jeg efterfølgende op i studiet og kommenterede kampen,« fortæller han og tilføjer:

»Der var jo fuldt hus, og det var lige præcis, som Lars ønskede det. Han levede for fodbold.«

Derfor var det da også mere end fortjent, at Lars Høgh for blot seks dage siden kunne lade sig hylde som nyt medlem af Fodboldens Hall of Fame, lyder det fra Frank Arnesen.

62-årige Lars Høgh sov onsdag aften stille ind med sin hustru ved sin side. Det oplyser familien til Ritzau.

»Det er med ubeskrivelig sorg, at vi må meddele, at vores højt elskede, livsglade og altid positive Lars er sovet stille ind her til aften,« skriver familien.

Den tidligere målmand efterlader sig konen Tine, datteren Josefine, sønnen Jonas og tre børnebørn.