Henrik Pedersen er færdig som træner i Strømsgodset. Det oplyser den norske klub i en pressemeddelelse.

'Strømsgodset Toppfotball og træner Henrik Pedersen er i dag blevet enige om at afslutte samarbejdet. Parterne har et fælles ønske om at få ro i klubben,' lyder det.

»Vi er oprigtigt kede af, at vi skal skilles under disse omstændigheder. Vi ønsker Henrik alt godt i trænerkarrieren fremover. Vi har dyb respekt for hans fodboldfaglige arbejde og arbejdet med menneskerne i klubben gennem årene,« siger Ivar Strømsjordet, der er bestyrelsesformand i den norske klub.

Henrik Pedersen, der blev ansat i Strømsgodset i 2019, er af syv spillere blevet beskyldt for at udtale sig racistisk eller nedsættende mod dem. En sag, der kom i medierne i sidste uge.

Først valgte klubben efter at have undersøgt sagen at frede den danske træner, men sagen stoppede bestemt ikke her, og der blev holdt møder både i bestyrelsen og med spillerne, der også gik til den norske spillerforening NISO.

Ifølge en whistleblower, skulle den danske træner have kaldt ham for 'nigger' og 'idiot monkey' (en dum abe, red.). En oplysning, TV 2 Norge havde fra flere uafhængige kilder.

Lokalmediet Drammens Tidende kunne tidligere fredag fortælle, at parterne var samlet for at finde en løsning, der skulle handle om, at Henrik Pedersen stoppede som træner for Strømsgodset.

Derudover har bestyrelsesmedlem Christel Alsaker-Nøstdahl valgt at trække sig, bekræfter hun overfor TV 2 Norge.

Henrik Pedersen har været i en lang række klubber før Strømsgodset – blandt andet har han haft flere roller i storklubben Red Bull Salzburg, været cheftræner i HB Køge og assistent i tyske Union Berlin.

Lige da sagen kom frem, udtalte han sig den 5. april efter en pressemeddelelse fra klubben, hvori det lød, at der var fuld tillid til træneren, og at man ikke kunne genkende anklagerne mod ham.

»Jeg har personligt ikke været i tvivl om, at anklagerne var grundløse, og jeg ville få renset mit navn. Men det været nogle meget belastende dage, hvor jeg på grund af klubbens interne undersøgelser har valgt ikke at kommentere sagen offentligt, fordi jeg ikke ville forstyrre den vigtige proces,« sagde han i den forbindelse.

Efter fredagens nyhed har han udtalt sig endnu engang, og Henrik Pedersen understreger, han er uenig i anklagerne. Den historie kan du læse her.