Der venter København noget af en sommer, når byen næste år efter planen skal være vært ved fire EM-kampe og Tour de France-starten.

Efter EM-udskydelsen til 2021 kommer den danske hovedstad til at huse tusindvis af fodbold- og cykelfans næste sommer, men de mange turister er byen klar til, mener Kit Lykketoft, der er direktør for erhvervsturisme og events i Wonderful Copenhagen.

»Byen har kapacitet til begge events, hvor det store pres i forbindelse med EM vil centrere sig omkring kampdagene. Turismemæssigt ser vi ikke de store udfordringer i forhold til de mange gæster. Det kan byen godt rumme, mener vi,« skriver hun i en mail til B.T.

Med EM-start i juni og efterfølgende Tour-start i juli, hvor den ene begivenhed nærmest overlapper den anden, ville de fleste måske tro, at det kunne medføre et logistisk problem, men også her er man optimistisk i Wonderful Copenhagen.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»I forhold til planlægning og logistik, så arbejder arrangørerne og deres samarbejdspartnere allerede nu på at finde gode løsninger, og det tror vi nok skal lykkes,« fortæller Kit Lykketoft.

Forberedelserne til EM har været i gang i årevis, men selv om Christian Eriksen og co. først kommer i aktion på EM-hjemmebanen i 2021, så betyder udskydelsen ikke, at det kommer til at få nogen økonomisk konsekvens for Wonderful Copenhagen, der har været med til at få slutrunden til Danmark.

»Estimatet af den turismemæssige omsætning af eventet er baseret på fordelingen af kampe, og forudsat at samme fordeling overføres til 2021, så forventer vi, at effekten vil være den samme,« forklarer Kit Lykketoft.

To så store begivenheder som EM og Tour de France er ikke lige noget, alle danskere får lov at opleve hvert år på nærmeste hold, og derfor regner direktøren da heller ikke med, at byen ikke kommer til at få nok værdi for pengene, når nu de to begivenheder ligger så tæt på hinanden:

Fra venstre: Tour de Frances løbsdirektør, Christian Prudhomme, Københavns overborgmester, Frank Jensen, tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen og tidligere erhvervsminister Rasmus Jarlov.
Fra venstre: Tour de Frances løbsdirektør, Christian Prudhomme, Københavns overborgmester, Frank Jensen, tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen og tidligere erhvervsminister Rasmus Jarlov. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Det ser vi ikke noget problem i. Byen kan rumme gæsterne for begge events, og i forhold til international eksponering forventes de to events fortsat at tiltrække den samme opmærksomhed.«

På grund af corona-krisen har Uefa valgt at rykke sommerens EM-slutrunde i fodbold til sommeren 2021.

Derfor må de danske roligans væbne sig med tålmodighed, indtil slutrunden starter 11. juni og varer en måned frem.

Tour de France starter 2. juli næste år, når der skal køres hele tre etaper af verdens største cykelløb på de danske landeveje.