Det er kun få dage, siden Lyngby på chokerende vis fyrede Magne Hoseth som cheftræner.

Nu har klubben præsenteret hans afløser.

Og det er ingen ringere end David Nielsen, der vender tilbage som cheftræner for Superliga-klubben.

David Nielsen skal i første omgang stå i spidsen for de kongeblå resten af denne sæson.

Han var cheftræner i Lyngby fra 2015 til 2017, hvor han både førte klubben til oprykning og senere bronzemedaljer i Superligaen.

»Jeg har et rigtig stort hjerte for Lyngby Boldklub, og for mig er det som at komme hjem. Der er ingen tvivl om, at klubben er havnet i en situation, hvor den har behov for hjælp,« siger David Nielsen til klubbens hjemmeside.

»I fredags lagde vi os fladt ned og tog ansvaret for den situation, vi har bragt Lyngby Boldklub i. Nu starter en ny fase, hvor vi kigger fremad og David er den absolut bedste til den opgave, der ligger foran os,« siger direktør Andreas Byder til klubbens hjemmeside.

»Han kender huset, han kender opgaven og hans navn er gået igen, når vi har spurgt rundt omkring i huset. Han har fuld opbakning til at føre os igennem resten af sæsonen,« fortæller Andreas Byder.

»Onsdag er dag nul for os, og det er nu forårssæsonen starter for os. Vi kigger kun fremad mod de næste 12 kampe, og der har vi brug for præcis det David kan – tro, energi og power. Sammen med den dygtige stab er vi sikre på, at det er den rigtige vej fremad,« siger fodboldchef Nicas Kjeldsen.