Lige nu er der én mand, der løber med alle overskrifterne i Torino, Italien.
Cristiano Ronaldo.
For den 36-årige portugisiske verdensstjerne er blevet centrum for en transfersaga, der ser ud til at vokse sig større og større.
Søndag kom det nemlig frem, at Ronaldo angivelig overvejer at forlade Juventus i dette transfervindue.

Det skrev den normalt velinformerede transferjournalist Fabrizio Romano på Twitter, efter det stod klart, at portugiseren startede på bænken i sæsonpremieren mod Udinese.
'Det er et personligt ønske fra Ronaldo at starte på bænken, da han håber at finde en løsning på sin situation i løbet af de næste dage,' skrev han i et opslag.
Dermed pustede den italienske transferguru nyt liv i rygterne om Ronaldos ønske om at forlade storklubben, da superstjernen efter sigende er ved at undersøge mulighederne for et skifte til en anden klub.
Efter kampen forsøgte Juventus-træner Massimiliano Allegri dog at skyde de mange rygter ned, da han stadig er overbevist om, at portugiseren bliver i klubben.
»Ronaldo har det godt, og jeg talte med ham inden kampen, hvor det var mig, der fortalte ham, at han startede på bænken. Ikke omvendt,« siger den 54-årige italiener ifølge Daily Mail.
Nogenlunde samme besked kommer fra klubbens vicepræsident og tidligere superstjerne, Pavel Nedved, der også maner rygterne i jorden.
»Det var en beslutning, der blev truffet i fællesskab. Det er naturligt, at han fra starten af en sæson ikke er 100 procent fysisk klar endnu. Lad være med at skabe sensationshistorier, når de ikke er der,« forklarede Nedved efter kampen.
Det er ikke mere end et par dage siden, at hovedpersonen selv gik ud og kommenterede på de mange transferrygter, der florerer omkring ham.

Dengang kaldte han de mange rygter og skriverier i pressen for 'respektløse'. Den historie kan du læse mere om HER.
Søndagens udekamp mod Udinese endte 2-2, og Cristiano Ronaldo kom da også på banen i anden halvleg.
Her fik han hurtigt sendt bold i kassen, men VAR annullerede portugiserens scoring.
Cristiano Ronaldo skiftede i 2018 til Juventus efter ni år i Real Madrid. Inden da var han i flere år Manchester Uniteds største stjerne.
I den bedste italienske fodboldrække står han noteret for hele 81 mål i bare 98 kampe.
Kontrakten med Juventus udløber i sommeren 2022.