Belgiske Club Brügge fik en skidt optakt til tirsdagens Champions League-opgør.

For kort inden kampen mod Borussia Dortmund blev holdets angriber Emmanuel Dennis pillet ud af truppen på grund af disciplinære årsager.

Det skriver det belgiske medie Het Nieuwsblad.

Ifølge mediet skulle den 23-årige nigerianske fodboldspiller have været rasende over, at han ikke måtte sidde på den plads i holdbussen, han gerne ville.

23-årige Emmanuel Dennis.
23-årige Emmanuel Dennis. Foto: ADRIAN DENNIS
Vis mere

Det fik efterfølgende den unge Brügge-angriber til at reagere aggressivt over for både holdkammerater og trænerstaben.

Holdets træner, Philippe Clement, bekræfter da også, at Emmanuel Dennis blev udelukket på grund af, at han ikke fulgte klubbens regler.

Årsagen til bus-dramaet skyldes, at coronavirussen har gjort, at Champions League-klubberne er underlagt meget strenge protokoller, der blandt andet skal sikre god afstand mellem spillerne i bussen.

Disse protokoller var Emmanuel Dennis dog ikke helt enig i tirsdag aften, lyder det.

Emmanuel Dennis under kampen mellem Club Brügge og Dortmund i starten af november.
Emmanuel Dennis under kampen mellem Club Brügge og Dortmund i starten af november. Foto: FRANCOIS LENOIR
Vis mere

Der er endnu ikke meldt noget ud fra den belgiske storklubs side i forhold til, om angriberens opførsel får yderligere konsekvenser.

Club Brügge tabte tirsdag aften Champions League-opgøret mod Dortmund med 0-3.

Her fortsatte den norske vidunderdreng Erling Braut Haaland målstimen ved at score to gange i tyskernes sejr.

Du kan se højdepunkter fra opgøret øverst i artiklen.