Flere Brøndby-fans var søndag eftermiddag til stede i Parken til københavnerderby, men det blev en kort fornøjelse.

De blev således smidt ud i slutningen af første halvleg.

Det bekræfter FC Københavns kommunikationschef, Jes Mortensen, over for B.T.

»Der var nogle få personer, der kom ud fra en skyboks i forbindelse med Brøndbys mål. De er nu blevet eskorteret ud,« skriver han i en sms.

På tv-billederne kunne man flere gange se, hvordan FCK-fans fjernede blikket fra grønsværen og sågar stod med ryggen til og rettede blikket mod en loge på C-tribunen, hvor tilhængerne befandt sig.

Men efter Simon Hedlunds udlignende scoring gik den ikke længere for de jublende Brøndby-fans.

Superliga-ordningen foreskriver nemlig, at der ikke må være udebanefans til stede på stadion. Det var derfor imod protokollerne, at de var på lægterne.

På Twitter fik det adskillige FCK-fans til tasterne, og rygterne gik blandt andet på, at fansene var gæster hos Viaplay, der har skyboksen.

Men det er ikke tilfældet. Det oplyser Kim Mikkelsen, der er sportschef hos Nordic Entertainment Group, som ejer Viaplay.

»Viaplay har ikke inviteret Brøndby-fans i Parken. Som jeg har fået det oplyst, håndterede nogle stewarder i området en flok uregerlige fans ved at føre dem ind i loungen og bad dem om at blive der. De måtte ikke gå ud igen. Så det var faktisk en lidt ubehagelig oplevelse for Viaplays gæster, og det var et forløb, som Viaplay absolut ikke havde noget som helst med at gøre,« skriver han i en mail til B.T.

FC København ved på nuværende tidspunkt ikke, hvor fansene så kom fra. Det er man ved at undersøge.

Det var samtidig ikke kun uden for kridtstregerne, at der var drama.

Søndagens derby bød på en hæsblæsende afslutning, et VAR-straffespark og et rødt til Brøndbys unge Jesper Lindstrøm, der måtte gå slukøret fra banen efter 68 minutter.

FC København vandt braget 2-1 og holder sig dermed inde i kampen om det danske mesterskab med kun to spillerunder tilbage.