Søren Nielsen har glædet sig i lidt mere end et år til at tage turen fra Silkeborg til København for at se EM i Parken med sin gode kammerat.

Sådan bliver det desværre ikke. Lørdag aften fik han sammen med mange andre danskere en kedelig mail fra Uefa: 'Dine EM-billetter er annulleret.'

Da B.T. søndag eftermiddag taler med Søren Nielsen, er han en smule uforstående over hele den kaotiske situation.

»Jeg er selvfølgelig brandærgerlig. Som inkarneret fodboldfan kommer man gennem nåleøjet rent billetmæssigt og ender alligevel med sådan en besked. Det er bare ærgerligt,« siger han og fortsætter:

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det er en helt skæv fordeling fra Uefa, og jeg kan slet ikke få det til at gå op. Jeg synes, de spidse sko dernede har taget en helt forkert beslutning. At der kun bliver 2.100 billetter til fanklubben, virker helt underligt, og jeg kan ikke få det til at give mening.«

Det var fankoordinatoren i DBU, Anders Hagen, der lørdag fortalte, at der lige nu kun er udsigt til 2.100 EM-billetter til den danske fanklub ud af de 5.000, der først var meldt ud. I alt ser det ud til, at der vil være 15.900 tilskuere i Parken.

Men selvom Søren Nielsen har mistet muligheden for at se åbningskampen mellem Danmark og Finland fra tribunen, tager han alligevel til København med sin gode ven.

»Jamen, det er over et år siden, at vi sikrede os billetter, så har vi bestilt hotel og det hele. Så nu tager vi afsted alligevel, holder en kæmpe fest og drikker nogle fadbamser. Kan vi ikke komme på stadion, må vi feste på barer og i gaden.«

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Og jeg har overhovedet ikke ondt i røven over de fans, der ender med at komme i Parken. Jeg er også sikker på, at de gode mennesker hos DBU gør, hvad de kan for at tale vores sag, men jeg mener, Uefas prioritering er en smule bekymrende, og de kunne godt få nogle klø for det.«

Søren Nielsen siger afsluttende, at der måske kommer en ekstra lodtrækning, hvor han kan være heldig sammen med sin kammerat. Men ellers er løbet om EM-fodbold i Parken kørt for denne gang.

Flere danske fodboldfans har raset mod Uefa efter udmeldingen på eksempelvis Facebook. Du kan læse hele den historie HER.