Lørdag gik det galt igen for FC København, da holdet tabte på eget græs i Parken mod FC Nordsjælland.
Alarmklokkerne bimler og bamler hos de regerende mestre, der er løbet ind i en sportslig nedtur, som er så stor, at vi er »et godt stykke forbi krisepunktet.«
Sammenbruddet skyldes ikke spillerne på banen, mener den tidligere FCK-boss Flemming Østergaard.
I stedet skal problemet findes på ledelsesgangene.
'En hovedaktionær, som offentligt har udtalt, at fodbold ikke har hans interesse. En storaktionær, der ikke sidder i bestyrelsen – men som alligevel blander sig og udtaler sig, når det passer ham,' skriver Don Ø i et opslag på Facebook og lister forskellige krisepunkter op.
'En bestyrelse uden reel sportslig erfaring. En dygtig CEO med stærk baggrund i marketing og salg, men uden den nødvendige sportslige indsigt. En sportsdirektør uden dokumenteret erfaring i køb og salg af spillere.'
Samtidig peger han på den manglende opbakning fra klubbens top til cheftræner Jacob Neestrup.
Og på en række faciliteter, der ikke er storklubben værdige.
'Et NATIONALstadion, der kræver opgradering. Et træningsanlæg, der ikke matcher ambitionen om at være Nordens førende klub.'
'Det her er ikke marginaler. Det er ikke tilfældigt. Det er ledelse.'

Ifølge Flemming Østergaard mangler der simpelthen sportslige kompetencer i FCKs bestyrelse.
'Succes skabes af mennesker med den rette viden og erfaring på de rigtige pladser. I FCK har sport og forretning altid skullet supplere hinanden. Det er en del af klubbens DNA,' skriver han.
'FCK’s sportslige nedtur er ikke et spillerproblem. Det er et ledelsesproblem.'
Med to kampe tilbage af grundspillet kæmper FCK om at ende i top 6 for at undgå nedrykningsspillet.
Efter lørdagens nederlag til FC Nordsjælland kan FCK at blive overhalet af OB og Viborg på femtepladsen.
Du kan i øvrigt læse B.T.s dom fra 1-2 nederlaget her.
Også den tidligere tv-vært og mangeårige FCK-fan Jes Dorph-Petersen har udtalt kritik af klubbens sportslige ledelse.
Det kan du læse mere om her.

