Anklaget for børsmanipulation, senere dømt og derefter i fængsel i ni måneder. Den tid var den værste periode i Flemming Østergaards liv.

»Det har været den mest skrækkelige oplevelse i mit liv.«

Det siger han i programmer 'Werge og Superliga-legenderne', der kan ses på Viaplay.

»Det er noget, som jeg overhovedet ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig skulle ske. Jeg havde heller ingen som helst fornemmelse af, ej heller gennem min advokat, at risikoen for at blive dømt var der,« fortæller Flemming Østergaard videre.

Flemming Østergaard.
Flemming Østergaard. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Efter dommen har 'Don Ø' ikke meget tilovers for det danske retssystem, der får nogle hårde ord med på vejen:

»Jeg har ikke haft noget med det at gøre. Jeg har ikke handlet en eneste aktie. Jeg har bare været chef for Jørgen Glistrup. Jeg tror stadigvæk, Glistrup har gjort det rigtigt, men at jeg bliver dømt som chef, har jeg svært ved at forstå, og det har min advokat også.«

»Men det er jo ikke første gang, der er blevet begået et justitsmord. Min tiltro til retssystemet er ikke-eksisterende,« siger Flemming Østergaard.

Tiden i fængslet var dog ikke så hård, og Flemming Østergaard har tidligere kaldt det 'mini Scandic':

»Der er mange, der ikke kan forstå, at jeg ikke er gået ned med klarinetten. Men jeg fik rigtig mange gode venner i fængslet. Jeg arbejdede, og jeg fik lavet basis for tre bøger. Jeg sad ikke og græd snot.«

Flemming Østergaard afsonede ni måneder i fængslet ud af det halvandet års straf, han fik.

Flemming Østergaard kom til FC København i 1996 efter at have været Lyngby. Han var i klubben frem til 2010.

Han er i dag 76 år.

Andre læser også