Han blev idømt 22 års fængsel for at bestille lejemordere til at udføre et bestialsk mord på sin elskerinde.

Men selvom der kun er gået 13 år siden dommen, kan brasilianske Bruno Fernandes nu vende tilbage til topfodbolden i hjemlandet.

Det skriver Globo, efter at den i dag 41-årige målmand har skrevet kontrakt med klubben Vasco-AC og er blevet registreret i klubbens trup til kampene i Copa do Brasil, landets største pokalturnering.

Som ung var Bruno Fernandes das Dores de Souza, som hans fulde navn lyder, en af Brasiliens mest lovende målmandstalenter med interesse fra storklubber som AC Milan og Barcelona.

Men i dag er Bruno bedst kendt som manden, der fik sin elskerinde parteret og fodret til en flok rottweilere.

Han blev tiltalt i 2010 og dømt i 2013, inden han blev prøveløsladt første gang i 2017.

Bruno mødte Eliza Samudio til en fest.
Bruno mødte Eliza Samudio til en fest. Foto: Marcelo Theobald/AFP/Ritzau Scanpix

Siden har han været på kontrakt i en række lokale klubber, men nu har Vasco-AC altså registreret ham til en af Brasiliens mest prestigefyldte turneringer.

Klubben fra Rio Branco skal i øvrigt ikke forveksles med den traditionsrige Rio de Janeiro-klub Vasco da Gama.

Brunos comeback til topfodbold er flere gange blevet forpurret af voldsom kritik og modstand, men nu gør han altså et nyt forsøg.

Han indrømmede under retssagen i 2013, at han bestilte drabet på sin elskerinde, den 25-årige model Eliza Samudio.

Bruno, her under retssagen i 2012, var i forhandlinger om et skifte til AC Milan, da Eliza Samudio sagsøgte ham for 50.000 kroner.
Bruno, her under retssagen i 2012, var i forhandlinger om et skifte til AC Milan, da Eliza Samudio sagsøgte ham for 50.000 kroner. Foto: Gualter Naves/AFP/Ritzau Scanpix

Hun havde beskyldt ham for at gøre hende gravid og forlangte angiveligt at få ham til at udbetale omkring 50.000 kroner, da hun afslørede for ham, at hendes fire måneder gamle barn var hans.

Det var Brunos fætter, der afslørede detaljerne omkring Eliza Samudios forfærdelige skæbne.

I 2024 lavede Netflix dokumentaren 'Et usynligt offer: Eliza Samudio' om mordet.

Ifølge Globo spiller sønnen Bruninho i dag for storklubben Botafogos akademi. Bruno Fernandes har nægtet at anerkende sønnen som sin egen.

Den morddømte målmand må i øvrigt ikke forveksles med den portugisiske Manchester United-stjerne af samme navn.