Engang var de klodens mest lykkelige kendispar. Men i dag … puha.
Den colombianske popsangerinde Shakira og den spanske eksfodboldstjerne Gerard Pique fortsætter den offentlige krig, som de har indledt i kølvandet på deres skilsmisse.
Årsagen til skilsmissen var den tidligere Barcelona-midtstoppers affære med den dengang 22-årige studerende Chia Chia Marti.
I weekenden rasede Shakira ud i et musiknummer, hvor hun fik sendt nogle stikpiller af sted til eksmanden og dennes nye flamme.
»En hunulv som mig er ikke til amatører. Jeg var ude af din liga, og derfor er du sammen med en ligesom dig,« synger den colombianske verdensstjerne og fortsætter:
»Jeg er dobbelt så meget værd som en 22-årig. Du byttede en Ferrari ud med en Twingo (Renault, red.). Du byttede et Rolex ud for et Casio.«
Og budskabet er tydeligvis kommet frem til Pique, der siden har sendt flere små provokationer tilbage til Shakira.
I weekenden streamede han på platformen 'Twitch', og her havde fodboldstjernen et Casio-ur om håndleddet.
Og det stoppede ikke her.
I forbindelse med promoveringen af sin 7-mands-turnering, Kings League, dukkede Pique op til et arrangement i en … ja, du gættede det – Renault Twingo.
Shakiras musikvideo blev ifølge The Guardian blevet afspillet 63 millioner gange på YouTube i løbet af det første døgn, hvilket gør den til den mest sete 'latin song' i platformens historie.
Shakira og Gerard Piqué har to børn sammen, Sasha på syv og Milan på ni.
De har kæmpet om forældremyndigheden, og det gav for nylig en ny kontrovers, da Shakira, der vil have børnene med til Miami, blev rasende over at se Milan medvirke i Gerard Piqués liveudsendelse på Twitch i Spanien. Læs mere her.