Der findes næppe en mere varm transfersnak end Erling Braut Haalands for tiden.

For det 20-årige norske stjerneskud er nemlig på alle storklubbers radar lige nu, hvor Dortmund-angriberens underskrift tyder på at være mere værd end guld i øjeblikket.

Netop derfor håber den engelske Manchester United-legende Paul Scholes da også, at den unge stjerne vælger 'De Røde Djævle' som sin næste arbejdsgiver.

»Han har et godt forhold til Ole Gunnar Solskjær, og vi ved alle, hvor god han er. United er desperat efter en angriber, og Haaland ville være det perfekte valg. Selvfølgelig ville han det,« siger Scholes til mediet TalkSport.

20-årige Erling Haaland er brandvarm på transfermarkedet lige nu.
20-årige Erling Haaland er brandvarm på transfermarkedet lige nu. Foto: PHIL NOBLE
Vis mere

Den tidligere midtbanespiller holder desuden et ekstra øje med naboklubben og ærkerivalen Manchester City. Faktisk frygter Paul Scholes, at det netop er Premier Leagues førerhold, der løber med nordmandens underskrift.

Årsagen er, at Erling Haalands far, Alf-Inge, tidligere har spillet for de lyseblå i Manchester i hele tre sæsoner.

»Der er et par andre klubber, som kan være med her. Man skal huske på, at hans far har en kobling til City. Den kan vise sig at være stærk i denne sammenhæng. Jeg krydser dog fingre for, at han kommer til den røde del af Manchester,« siger Scholes.

Erling Haalands kontrakt med Borussia Dortmund løber frem til sommeren 2024.