Coronapandemien var i 2020 med til at tage tempoet ud af fodboldens transfermarked, og tendensen med fortsat faldende transferaktivitet er fortsat i 2021.
Det viser en ny rapport fra Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).
Men faldet i 2021 i forhold til 2020 har ikke ramt fodboldagenternes indtjening.
Mens det samlede forbrug af penge på spillere for klubberne globalt faldt med 13,9 procent sammenlignet med 2020, så steg betalingen til agenter med 0,7 procent.
I 2021 tjente agenterne lidt over en halv milliard dollar ifølge Fifa - eller svarende til omkring 3,3 milliarder kroner - på at bistå fodboldhandler.
Til sammenligning blev der i 2021 i kvindefodbold kun betalt i omegnen af tre millioner kroner til agenter i forbindelse med handler.
Ud af 17.945 handler registreret i Fifas system i 2021 var der i 3545 tilfælde en agent involveret i handlen. Næsten 96 procent af handlerne med agenter involveret har været i europæisk fodbold.
Betalingen til agenter har gennem flere år været et tema i fodboldverdenen, da blandt andre Fifa mener, at de mange penge forsvinder ud af fodboldens økosystem, når de lander hos agenterne.
Derfor arbejder Fifa i øjeblikket på at forfatte et nye regelsæt, som skal sætte et loft på, hvor meget agenter kan tjene på de respektive handler.
- Der var en spiller, som skiftede fra Frankrig til Tyskland, hvor en agent fik en betaling svarende til 118 procent i forhold spillerens løn, giver Fifa-direktør James Kitching som eksempel ifølge BBC.
I Fifas udkast til nye regler fremgår det, at en agent maksimalt må tjene tre procent af spillerens løn samt ti procent af overgangssummen.
Initiativet til ændringen har mødt kritik fra store dele af agentverdenen.
Det skal nævnes, at betalingen til agenter var en del højere i 2019, inden coronapandemien trykkede på bremsen i forhold til fodboldverdenens forbrugsfest.
I 2019 gik der ifølge Fifa mere end 4,3 milliarder kroner til agenter i forbindelse med handler.
/ritzau/



