Drømmen om at udvide stadion i Parken til en tilskuerkapacitet på 50.000 samt etablere et nyt stadion i Aarhus med plads til 25.000 tilskuere lever videre.
Dansk Boldspil-Union (DBU) fortæller i en visionsplan for dansk fodbolds fremtid, at unionen ønsker nye og mere moderne rammer.
Visionen afhænger af godkendelse hos mange aktører, understreger DBU, som vil drøfte og undersøge planerne i tæt samarbejde med de relevante parter.
Samtidig går DBU også med tanker om at forlade det nuværende hovedsæde i Brøndby og flytte det ind ved Parken, centralt i København.
»Vi har gennem længere tid kigget på, om det nuværende hovedsæde er rigtigt for os. Det mener vi ikke, at det er, så vi søger noget nyt, og der har vi valgt, at det kunne være en optimal løsning at udnytte skøjtehalsgrunden ved Parken, der står tom,« siger Jesper Møller ifølge Jyllands-Posten.
I forbindelse med planerne om nye om forbedrede rammer ligger også et ønske om fra DBUs side at byde ind på EM- og VM-værtskab for kvinder i 2025 og 2027,
Københavns overborgmester Frank Jensen (S) siger i pressemeddelelsen fra DBU, at han 'støtter op om planerne om at fremtidssikre og udvikle Parken på det ikoniske sted på Østerbro':
»Parken er hele Danmarks nationalstadion. Med en central placering i København og betjening af to metrostationer har vi en helt unik ramme for fodbolden i hovedstaden. Og jeg ved, at alle danskere og københavnere, store som små, har unikke fodboldminder fra Parken. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu skal se på mulighederne for skabe endnu bedre og større rammer for danske fodboldoplevelser på Østerbro. Det kan også være med til at sikre, at København får flere store sportsbegivenheder som EM 2021 i fremtiden,« siger Frank Jensen.

Fra DBUs side lyder det, at man vil 'gå i dialog' med ejeren af Parken, Parken Sport & Entertainment, og Københavns Kommune for at 'udvikle planer for et mere moderne stadion med bedre og moderniserede faciliteter for fans, spillere og sponsorer samt mulighed for flere pladser – gerne op mod 50.000'.
DBU vil også rykke DBU Jyllands hovedkontor fra Tilst ved Aarhus til Kongelund i Aarhus.
Unionen oplyser også, at der skal etableres et nationalt trænings- og videnscenter for dansk fodbold ved Syddansk Universitet i Odense.
Her skal der være plads til både træningsbaner, innovation-, analyse- og forskningsenheder, forklarer DBU.
DBU-formand Jesper Møller og næstformænd Bent Clausen og Thomas Christensen står som fælles afsender af følgende budskab:
'Vi har nu en vision, og sammen med relevante parter vil vi nu arbejde på at konkretisere arbejdet og beslutte, hvordan vi sammen kan nå i mål. Vi har sat en retning og går nu i dialog med de relevante kommuner, klubber og selskaber. Kun i tæt samarbejde kan vi skabe de bedste rammer for udviklingen af dansk fodbold, for der er lang vej endnu.'