DBU styrker sig med en ny direktør.

Fodboldforbundet oplyser på sin hjemmeside, at den unge Ronnie Hansen på 36 år får en ledende post som kommerciel direktør i DBU.

Han kommer fra en stilling som direktør for Sport, Kultur og Underholdning i konsulentvirksomheden Geelmuyden Kiese og får til opgave at styrke det kommercielle potentiale i dansk fodbold på både herre- og kvindesiden.

»Jeg har i mit arbejdsliv beskæftiget mig med gåsehudsfremkaldende begivenheder på festivalpladser og i arenaer verden over, men intet kommer i nærheden af den følelse, jeg har, når landsholdene løber på banen,« siger han til dbu.dk og fortsætter:

Jakob Jensen har ansat Ronnie Hansen i DBU.
Jakob Jensen har ansat Ronnie Hansen i DBU. Foto: Ida Guldbaek Arentsen
Vis mere

»Landsholdene står i en historisk god situation, og potentialet for den kommercielle udvikling er stor, særligt i relation til digitale muligheder, kvindelandsholdet og den kommende generation af talenter. At sikre indtjening, der omsættes til det vigtige arbejde ude i klubberne, er en drømmeopgave.«

Direktør i DBU Jakob Jensen giver sin nyansættelse disse ord med på vejen:

»Dansk fodbold har et kæmpe kommercielt potentiale med både landshold og landskampe, men også med breddefodbold og ungdomslandshold, hvor vi kan blive endnu stærkere. Vi har ambitioner om at øge den kommercielle værdi og indtjening, så vi kan investere endnu mere i talentudvikling og udvikling af dansk fodbold samlet set. Vi glæder os til at få Ronnie om bord til det vigtige arbejde,« forklarer han.

Ronnie Hansen begynder sit arbejde i DBU 1. december.