Hvis Mohamed Daramy trænger til at puste ud, så forstår man ham godt.
For det 19-årige stortalent har nemlig haft en uge, kun de færreste kan forestille sig, hvor han blandt andet har kunnet notere rekordsalg og landsholdsspiller på cv'et.
For efter at være blevet udtaget til landsholdet, blev han FC Københavns dyreste salg nogensinde, da han skiftede til den hollandske storklub Ajax.
Alt sammen på ganske få dage.

»Jeg er lidt træt i hovedet, for der har ikke ret meget været ro på, og nu jeg er allerede tilbage her. Der har virkelig været meget gang i den,« lød det fra Daramy, da han mandag mødte den fremmødte presse i landsholdslejren i Helsingør.
Skiftet til Holland og landsholdsudtagelsen er da også så store skridt i offensivspillerens karriere, at han har svært ved helt at sætte ord på det.
»Der er sket en hel masse, jeg har skullet tænke over på kort tid. Det er stadig ikke gået op for mig. Først et nyt land, og så direkte tilbage her i lejren. Jeg kunne godt have brugt en forlænget weekend med lidt mere ro på,« griner han.
Ro på har der dog bestemt ikke været, for torsdag blev han hyldet i Parken under sin sidste FCK-kamp, og allerede dagen efter fløj han i privatfly til den hollandske hovedstad for at skrive under.

Søndag blev han så præsenteret foran Ajax' fans. Noget, der skabte stor jubel på stadion.
»Jeg blev præsenteret nede på storskærmen, hvor alle råbte og tog billeder med mig. Det var en vild modtagelse,« fortæller Daramy videre.
Er der nogen fra familien, der flytter med dig til Amsterdam?
»Min mor og fætter har været med dernede i weekenden, og de kommer også til at være sammen med mig de første par uger, indtil der er ro på.«
Efter søndagens kamp måtte den nye Ajax-spiller så endnu en gang træde ind i flyet for at sætte kurs mod Danmark.
Her ventede nemlig en debut i landsholdslejren og muligheden for spilletid i den rød-hvide A-landsholdstrøje for første gang i karrieren.
Mohamed Daramy kan allerede få debut under landstræner Kasper Hjulmand, når Danmark onsdag aften møder Skotland i VM-kvalifikationen foran et fyldt Parken.
Den danske landsholdsspiller skiftede til Ajax for et beløb på omkring 13 millioner euro – svarende til næsten 100 millioner kroner.


