En større politiaktion har onsdag morgen fundet sted i den belgiske storklub Anderlecht.

Omkring 30 politifolk har stormet klubbens træningscenter i Neerpede.

Det skriver Het Laatste Nieuws.

Aktionen sker angiveligt som følge af en undersøgelse for hvidvask, hvor spillerrepræsentanter især skulle være under opsyn.

Arkivfoto. Anderlecht.
Arkivfoto. Anderlecht. Foto: FRANCOIS WALSCHAERTS
Vis mere

Det belgiske medie skriver, at Anderlecht ikke var blevet informeret om politiets ankomst, der skete omkring klokken ni onsdag.

Sagen skulle ikke have noget at gøre med den store matchfixing-sag, der ramte belgisk fodbold i oktober sidste år. Den sag drejer sig dog også om hvidvask og anden økonomisk svindel i belgisk fodbold og bærer navnet 'Operation Zero'.

Ifølge Het Laatste Nieuws drejer sagen sig om forskellige transfers i Anderlecht, fra da klubben var styret af daværende bestyrelsesformand Roger Vanden Stock og daværende sportsdirektør Herman Van Holsbeeck. De forlod begge klubben i 2018.

Marc Coucke overtog ejerskab og posten som bestyrelsesformand i Anderlecht i 2018, og det skulle altså ikke være transfers under hans styring, der er under efterforskning.

»Efterforskningen er stadig i gang. Jeg kan ikke sige mere, så længe politiet er her, og jeg ved ikke, hvor længe det varer,« siger Anderlechts talskvinde, Marie Verbeke, til Het Laatste Nieuws.

Hun understreger, at klubben ikke ved, hvad politiet søger efter, men at man ønsker at samarbejde.

Politiet skulle også have været forbi det belgiske fodboldforbunds (KBVB) hovedkontor onsdag morgen for at skaffe filer omkring bestemte transfers. Derudover skulle yderligere tre adresser også være undersøgt af politiet.

Anderlecht er historisk set en klub, der har huset store danske profiler som blandt andre Morten Olsen og Frank Arnesen. Sidstnævnte arbejder i dag som teknisk direktør i klubben.

Frank Arnesen er teknisk direktør i Anderlecht.
Frank Arnesen er teknisk direktør i Anderlecht. Foto: HATIM KAGHAT
Vis mere

Onsdagens politiaktion kommer i kølvandet på en meget turbulent periode i den belgiske storklub.

Ud over at Anderlecht i forvejen også har været indblandet i efterforskningen i sagen fra 2018, har der været problemer på de interne linjer.

I december blev træner Hein Vanhaezebrouck fyret, hvor Kasper Hjulmand blev nævnt som en af de varmeste muligheder til at overtage jobbet.

Det gik i stedet til Fred Rutten, der overtog trænersædet midlertidigt. Og selvsamme Rutten blev så fyret 16. april efter ikke at have vendt skuden i Anderlecht, der ligger nummer fem i det belgiske mesterskabsslutspil og er på vej til at misse Europa i næste sæson.