Den 19-årige danske fodboldspiller Arman Taranis har fået en kontrakt med Burnley fra Premier League.

Det oplyser den engelske fodboldklub fredag på sin hjemmeside.

Det er blot halvanden måned siden, at Sønderjyske ophævede kontrakten med angriberen. En prøvetræning i Burnley har dog udløst en kontrakt til den unge dansker.

- Det er næsten ikke til at tro. Jeg havde ikke troet, at jeg skulle til Storbritannien og få en kontrakt med denne klub.

- Jeg kender klubben, fordi den er i Premier League, så det er en meget stor dag for mig, siger Arman Taranis til Burnleys hjemmeside.

I første omgang tilknyttes angriberen klubbens U23-hold.

Arman Taranis har fået sin fodboldopvækst i Sønderjyske, hvor han nåede at spille to kampe for førsteholdet.

Alligevel blev samarbejdet ophævet i begyndelsen af oktober.

- Arman Taranis er en af vores egne unge spillere, der har arbejdet sig op igennem akademiet, men der er stadig et stykke vej til spilletid på superligaholdet, og derfor er vi nu blevet enige om, at han kan prøve talentet af et andet sted, sagde sportschef Hans Jørgen Haysen dengang.

/ritzau/