Mens resten af de europæiske ligaer tidligere gik på standby, spillede den tyrkiske SüperLig videre.

Den tidligere AGF-spiller Jens Jønsson, der nu spiller i tyrkiske Konyaspor, mener ikke, at det for alvor er gået op for hans holdkammerater, hvilken situation verden står i.

Det fortalte han onsdag aften, da han var igennem på en telefonlinje fra Tyrkiet i programmet 'Viaplay Sport Live'.

»Jeg synes ikke helt, det virker, som om alvoren er gået op for mange af mine holdkammerater. I så fald tager de lidt let på det, synes jeg,« lyder det fra den tidligere AGF-spiller.  DU KAN SE VIDEOEN ØVERST I ARTIKLEN

Inden skiftet til Konyaspor havde Jønsson spillet hele sin professionelle karriere i AGF. Her nåede han at spille 121 kampe, inden han i 2016 rejste til Tyrkiet.

Til spørgsmålet om, hvor meget corona-krisen fylder for ham i Tyrkiet, var det især Danmarks situation, som Jønsson hæftede sig ved.

»Det fylder alt. Det gør det. Jeg tror, at jeg er lidt mere ramt af det, qua at Danmark er ramt, som det er.«

Jønsson var en del af det danske hold, der deltog i OL i Rio i 2016. Den tyrkiske liga er først sent torsdag eftermiddag blevet lukket ned på ubestemt tid.