Abdullah Iqbal havde svært ved at forestille sig, hvad der ventede ham, da han en sommerdag i fjor kom kørende med sin agent.
Han havde sat kursen østpå mod den svenske landsby Hellevik, hvor der godt et år senere ville udspille sig en sensation, der nu går verden over.
Men lige her var der intet, der tydede på noget i den retning.
»På min første dag kom jeg kørende direkte til træningsanlægget med min agent. Jeg kan huske, at jeg tjekker gps'en, da der står, at der er tre minutter tilbage,« siger Mjällby-spilleren til B.T.
»Og jeg kunne helt ærligt ikke forestille mig, hvor det stadion skulle ligge. For der var ikke så meget derude.«
I mandags blev Mjällby svensk mester for første gang i sin historie. En vanvittig præstation, der knap nok er til at forstå og er blevet kaldt »et af de største chok i moderne fodbolds historie.«

Klubben er stiftet i fiskerilandsbyen af samme navn, hvor der bor under 1.500 mennesker. Men stadion ligger hos naboerne i Hällevik, der tæller cirka ligeså så mange indbyggere.
»Jeg tror ikke, jeg har forstået, hvor stort det er. Det kan være, at jeg først senere i karrieren indser det,« fortæller Abdullah Iqbal.
»Det er fedt at være en del af så stor en historie. Og det er også fedt at se, at hele verden følger med, men jeg lægger ikke alt for meget i det.«
Dansk-pakistaneren – der tørner ud for Pakistans landshold – har spillet en kæmpe rolle i det vilde eventyr som fast mand på Mjällby-holdet.

I sommeren 2024 skiftede han fra københavnske B93 efter 15 år i Østerbro-klubben – et skifte, der gav mere mening sportsligt end økonomisk.
Og forsvarsspilleren, der er 23 år, mødte en voldsom kontrast, da han tog springet.
»Det har været meget anderledes for mig, der er født og opvokset på Østerbro. Der var lige mere gang i den med venner og familie, og man kunne hygge sig på en anden måde,« forklarer Abdullah Iqbal og siger, at det kan have været en fordel at bo et sted uden distraktioner og fristelser.
»Her er man næsten lidt alene, ikke. Men jeg fokuserer på fodbolden, hvilket jeg synes har været meget godt. Der er ikke så meget herude.«
Spillerne bor ikke selv i mikrobyen. Mange af dem har slået sig ned i nabobyen Sölvesborg, der trods alt tæller under 10.000 indbyggere og ligger cirka et kvarter væk i bil.
I 2016 var Mjällby kun en lille håndfuld point fra at rykke ned i Sveriges fjerdebedste række.
Siden rykkede klubben op to år i træk og har spillet i Allsvenskan – landets stærkeste liga – siden 2020.
»Når man kigger på indbyggertallene i byen, hvor lille en klub det er, og at man var tæt på at rykke ned i den fjerdebedste række for ni år siden, så kan jeg godt forstå, at folk ser det som et mirakel,« siger Abdullah Iqbal.

»Hvis jeg skal være ærlig, er det heller ikke noget, jeg havde forestillet mig, da jeg kom hertil. Men har man set os spille, eller kender man holdet, så er det ikke det store mirakel.«
Siden klubben sikrede sig mesterskabet i mandags, er det gået amok i Iqbals indbakke med beskeder fra fans og opkald fra venner og familie.
Hans sociale medier er også propfyldt med nyheder om eventyret, som vil – om han vil det eller ej – gå over i historien.
»Der er skrevet et nyt kapitel i historien om Allsvenskan,« skrev den store sportsavis L'Equipe eksempelvis.
Kapitlet kan endda skrives endnu smukkere. For med tre kampe tilbage er Abdullah Iqbal og Mjällby kun to point fra at tangere rekorden for flest point i Allsvenskan nogensinde.
Det kan allerede ske på søndag, når landsbyen tager imod Norrköping på hjemmebanen i Hällevik.

