Den danske Haugesund-spiller Frederik Gytkjær oplevede både stor glæde men også sorg, da han blev matchvinder for klubben i torsdagens kamp mod Vålerenga. Da kampen var slut, og den 24-årige angriber havde jublet færdig, fik han den triste besked om, at hans farfar var død.
Det fortæller Frederik Gytkjær selv til norske VG. Farfaren døde hjemme i Danmark, og selvom det er sørgerligt, kom dødsfaldet ikke helt uventet for familien, fortæller angriberen, der var uvidende om dødsfaldet op til og under kampen.
»Min mor ventede med at sige det til efter kampen. Tiden var kommet til, at min farfar skulle dø. Jeg tror, det var det bedste for ham nu. Min farmor døde også for en måned siden. Det er aldrig morsomt, når sådan noget sker, men det er en del af livet,« siger Frederik Gytkjær til det norske medie.
Hans mor var selv til stede under kampen. Og i en trist tid kunne hun glæde sig over, at hendes søn lige nu er topscorer i Eliteserien med tre mål i de første to kampe i sæsonen. I søndagens kamp scorede han 1-0 målet for Haugesund, men Vålerenga kæmpede sig tilbage, og det lignede, at kampen ville slutte 3-3.
Frederik Gytkjær ville det dog anderledes, og kort før tid sendte ham det kampafgørende mål til 4-3 i netmaskerne.
Og det er generelt gået godt for Gytkjær-brødrene i den norske liga. Frederik Gytkjærs storebror, Christian Gytkjær, blev topscorer i ligaen sidste sæson, da han nettede 19 gange for Rosenborg, som nu har fået Nicklas Bendtner med på holdet.
Også Frederik Gytkjær glæder sig i en trist tid over, at han indtil videre har indtaget Norge med stor succes.
»Det har været en utrolig god start for mig. Jeg har mærker tryghed og har en tro på, at det her bliver godt,« siger han til VG.
På trods af farfarens død er Frederik Gytkjær klar til kamp søndag, når Haugesund møder Lillestrøm.