Den danske kvindelige landsholdsspiller, Nadia Nadim, er træt af den tone der er i udlændigedebatten. Retorikken gør hende ked af det, og den gør, at hun føler sig mindre dansk end tidligere.

29-årige Nadia Nadim kom til Danmark i år 2000 som flygtning fra Afghanistan sammen med sin familie - hendes mor og fire søskende. Faren var ikke med. Den sportsmand, der var hendes store forbillede, var i hæren og blev skudt af Taleban, har hun tidligere fortalt.

I dag, 17 år senere, er hun for nyligt blevet kåret som som Danmarks bedste kvindelige fodboldspiller, og hendes karriere kører igen på skinner efter en knæskade, der holdt hende ude i lang tid.

Nadia Nadim er et billede på stor succes, og en spiller, der har kæmpet for at nå sine mål. Hun forelskede sig med det samme i Danmark, da hun kom hertil med sin familie.

Alligevel har nogle ting ændret sig så drastisk, at det påvirker den 29-årige fodboldspiller. For Nadia Nadim mener, at udlængedebatten og retorikken omkring det har taget en sådan drejning, at den sårer hende.

»Men al den negativitet om folk med anden etnisk baggrund, holdningen til mennesker i nød, debatten om at være ‘rigtig’ dansk - de konstante slag, man får i hovedet. Det gør faktisk, at jeg ikke vil være 100 procent dansk. For hvis det er den nye danskhed, vil jeg ikke være en del af den. Så vil jeg ikke være dansker,« siger Nadia Nadim, der mener, at en værdi som tolerance har lidt et alvorligt skred.

Et kig på de sociale medier viser dog, at Nadia Nadim er en populær kvinde. På Facebook er der knap 73.000 der følger hende, hvilket er mere end dobbelt så mange følgere, som Kvindelandsholdet har.

Hun er da også stolt af at være dansker, men alligevel føler hun sig mindre dansk end før. Dog ikke på en sådan måde, at hun fortryder, at hun i sin tid valgte at trække den rød-hvide trøje over hovedet.

Dels fordi Afghanistan ikke var en mulighed for hende for år tilbage, men også fordi at noget af det, hun værdsætter mest, er det danske landshold.

Men selvom Danmark har givet hende meget, er der nogle store udfordringer, og hun ærgrer sig over, at de værdier hun selv stiftede bekendtskab med ikke længere er så tydelige.

»Jeg føler, det er her jeg har fået min identitet (i Danmark, red.). Det er her, jeg har lært at spille fodbold. Men jeg kan godt forstå folk, der har muligheden for at vælge mellem to lande, der vælger Danmark fra i sidste ende. Det giver sig selv. Hvis man ikke føler sig accepteret, hvorfor skal man så repræsentere landet? Hvis vi ikke gør noget, så vil tendensen fortsætte med, at unge spillere med anden etnisk baggrund vælger Danmark fra. Emre Mor er et godt eksempel,« siger Nadia Nadim til DR Sporten, hvor hun henviser til Dortmund-spilleren, der har valgt at repræsentere Tyrkiet i stedet for Danmark.

Nadia Nadim mener, at Sverige og Tyskland kan lære os noget, fordi samfundet dér er mere inkluderende, og hun håber, at hun med sit opråb kan skabe en positiv effekt hos dem, der er kritiske overfor folk med anden etnisk baggrund.

Nadia Nadim, der blot var 11 år, da hun kom til Danmark, spiller til dagligt for amerikanske Portland Thorns som angriber.

Ved siden af fodbolden er hun også særdeles aktiv, for når hun ikke er på banen, læser hun medicin på Aarhus Universitet. Hun fik debut for det danske landshold i 2009 og har tidligere spillet i Fortuna Hjørring inden skiftet til USA.