Prisskiltet på salget sidste år viste allerede, at han er noget ud over det sædvanlige.

Maurits Kjærgaard blev i en alder af kun 16 år solgt til RB Salzburg for mere end 20 millioner kroner, hvilket er rekord for et salg af Lyngby Boldklub.

Nu er den unge dansker så kommet med på en fornem liste, da anerkendte The Guardian i forrige uge udkom med sin årlige Next Generation-liste, hvor de 60 største talenter fra årgang 2003 figurerer.

»Når folk snakker om det, så lyder det i hvert fald som noget stort, så jeg er selvfølgelig super glad for at være på listen. Det er en bekræftelse på, at jeg er en god spiller, måske er jeg endda ekstraordinær også, når jeg er blandt de 60 bedste på Guardians liste,« siger Maurits Kjærgaard, der ved en lille tilfældighed opdagede sit navn blandt de andre største talenter i verden.

»Jeg sad på restaurant med Benjamin Sesko fra holdet, og hans far sendte et billede med ham, hvor han var på listen, og så gik jeg ind og tjekkede det og så, at jeg også var dér,« fortæller danskeren, som holder fokus på sit spil og ikke så meget alt det udenom.

»Jeg er ikke sådan en spiller, der går rundt og siger ‘hold kæft, hvor er jeg god’, så man skal se mig spille, hvis man vil vide, hvad jeg indeholder som fodboldspiller. Jeg har selvfølgelig kvaliteter, men jeg råber ikke højt om det,« pointerer Maurits Kjærgaard.

Den unge midtbanespiller drog på udlandseventyr kort efter sin 16-års fødselsdag, og selv om historierne om mislykkede danske teenagedrømme i udlandet efterhånden er mange, er Maurits Kjærgaard ikke i tvivl om, at det er det rette for ham.

»Det er helt sikkert det rigtige for mig, og det gavner min fodboldudvikling, at jeg er kommet til udlandet i en tidlig alder. Set fra min side af var det helt perfekt, fordi jeg bliver formet i en tidlig alder og lærer alle de hårde ting, som man gør i udlandet. Jeg ved, hvordan jeg skal tackle det, og kan lige så godt komme ud og lære det tidligt i stedet for, at jeg skulle vente, til jeg for eksempel var 19 år,« siger han og uddyber:

Sidste år var FCKs Daramy på Guardians liste.
Sidste år var FCKs Daramy på Guardians liste. Foto: Wolfgang Rattay / POOL
Vis mere

»Jeg har mest af alt lært en anden spillestil, for menneskene herovre er super fine ligesom i Lyngby, og så er der bare et andet sprog. Og så spiller jeg allerede seniorbold som 17-årig i Liefering (satellitklub til RB Salzburg, red.), så når jeg spiller en kamp her og for eksempel skal hjem og spille på U18-landsholdet, går det op for mig, hvor stor forskellen egentlig er. Det er voldsomt, og så er der jo forskel på spillestilen fra Liefering til landsholdet i Danmark,« bemærker Kjærgaard og fortsætter:

»Det er ikke, fordi jeg skal sige noget dårligt om landsholdet, men det er bare den forskel, der er på ungdomsfodbold og seniorfodbold. Det går bare hurtigere, og du skal ind i 10 ud af 10 dueller, ellers bliver du bare most. Så jeg lærer simpelthen, hvordan man skal være god i sådan en klub her,« siger et af ikke bare Danmarks, men verdens største talenter ifølge The Guardian.

Så 1000-kronerspørgsmålet er selvfølgelig, hvor god han kan blive, hvis man spørger Maurits Kjærgaard selv.

»Så god som overhovedet muligt, det tager jeg stille og roligt. Det har jo hjulpet, at jeg har en masse tålmodighed og ikke stresser med at komme frem i karrieren. Jeg har ikke tænkt over, hvad der skal ske fremadrettet,« lyder det afdæmpet fra stortalentet Maurits Kjærgaard, der i Liefering er under ledelse af den tidligere FCK-spiller Bo Svensson.

The Guardian har lavet Next Generation-listen siden 2015, og hver gang udpeges de bedste spillere fra samme årgang. I år er det spillere født i 2003.

Tidligere danske navne på listen er Jacob Bruun Larsen, Jens Odgaard, Victor Jensen, Mads Bidstrup og senest Mohamed Daramy.