Joachim Andersen fik lørdag en uheldig hovedrolle.
Efter lidt over en times spil pegede kampens dommer nemlig på pletten, inden han valgte at sende den danske forsvarsspiller ud i bad med et rødt kort. Men nu kommer hans cheftræner, Scott Parker, ham til undsætning.
Han mener således, at det var en klokkeklar fejl, og langer hårdt ud efter VAR, der ifølge ham netop er til for at undgå fejl som disse.
»Fra hvad jeg lige har set, så er der kontakt uden for feltet, hvorefter han går ind i feltet og filmer,« forklarede Parker til Sky Sports efter opgøret, der endte 1-1. Se situationen i videoen øverst i artiklen.

»Jeg ved ikke, om dommeren kigger på de samme vinkler, som jeg gør. Jeg forstår det bare ikke. Spillet har ændret sig drastisk, og det er ikke til det bedre. Det er noget rod. Vi har enhver vinkel og slowmotionbillede, og vi kommer stadig ikke frem til den rigtige beslutning. For mig er det kriminelt,« siger Scott Parker.
På klubbens hjemmeside forsikrer manageren samtidig om, at man vil appellere dommen.
24-årige Joachim Andersen fik kort tid efter pausen et gult kort, og blot et kvarter senere havde vi så balladen.
Almiron sendte Callum Wilson afsted i dybden, og danskeren endte på den forkerte side af den engelske angriber. Derefter fik han tilsyneladende fat i Wilsons trøje på kanten af feltet, inden Newcastle-spilleren nåede helt ind i feltet og faldt til jorden.

Straffespark, vurderede dommeren, Graham Scott.
Han valgte dog efter et par minutters VAR-gennemsyn at taksere forseelsen til direkte rødt kort og straffespark til Newcastle.
En sur skæbne for danskeren, der ellers har båret anførerbindet for Fulham flere gange og også spillet en række gode kampe for den engelske Premier League-klub.
Callum Wilson kunne efterfølgende udnytte straffesparket og gøre det til 1-1.
Joachim Andersen kan dog trøste sig med, at holdkammeraterne formåede at holde stand den sidste halve time. Dermed kunne Fulham få et enkelt point med hjem.